Brandfolk beskudt med fyrværkeri i to byer

Landets brandvæsener havde i år markant færre udrykninger i nyhedsdøgnet, der heller ikke bød på mange større brande. Men i to tilfælde blev brandfolk beskudt med fyrværkeri, mens de var i gang med at slukke containerbrande. Angrebene bryder en positiv udvikling, hvor sidste nytår var første årsskifte i mange år uden nogen angreb mod brandfolk.

Brandvæsenerne rykkede ud ca. 320 gange i nytårsdøgnet, og det er væsentligt færre udrykninger end gennemsnittet på ca. 500 nytårsudrykninger. Det er formentlig især det våde nytårsvejr, der fleste steder i landet både lagde en dæmper på affyringen af nytårskrudt og begrænsede antallet af hærværksbrande.

Ifølge en opgørelse fra Danske Beredskaber omfatter de 320 brandudrykninger blandt andet:

  • 66 bygningsbrande, heraf 35 bygninger med boliger og 4 gårdbrande.
  • 89 brande i containere og skraldespande
  • 25 bilbrande
  • 23 naturbrande

Blandt de større brande fremhæves:

  • I Tåstrup blev 8-10 varevogne flammernes bytte.
  • I Nordjylland måtte Nordjyllands Beredskab havde assistance fra Beredskabsstyrelsen ved en større gårdbrand.
  • I København opstod der brand på taget af Tivolis koncertsal. Branden blev heldigvis begrænset til et mindre areal af taget.
 Angreb i København og Holbæk

Desværre oplevede brandfolkene i Holbæk og København i to tilfælde at blive beskudt med romerlys og bomberør i forbindelse med slukning af containerbrande.

Efter at der i nytåret 2022/23 ikke var eksempler på beskydning af beredskabet, er denne tendens altså desværre vendt tilbage.

”Det er fuldstændigt ubegribeligt, at man beskyder de brandfolk, der kommer for at hjælpe og udføre deres vigtige opgave. Risikoen for alvorlig personskade er kæmpestor – vi ser på det med stor alvor. Der er et tæt samarbejde med politiet, der hurtigt rykker ind og skaber ro og mulighed for beredskabets indsats”, siger Tim Ole Simonsen fra Danske Beredskaber.

Heldigvis opstod der ikke skade på brandfolk ved de to hændelser med beskydning.

Annonce