Brand i batteripakke til en Tesla gav vanskelig indsats

Midt- og Sydsjællands Brand & Redning rykkede lørdag ud til melding om en bilbrand på Shell-værkstedet i Rønnede. Ved ankomsten kunne vagthavende indsatsleder konstatere, at værkstedet var helt røgfyldt, og at der også var røg i butikken. Der viste sig at være tale om brand i en batteripakke til en Tesla elbil.

Der blev via butikken indsat en HT’er og et røgdykkerhold, da selve værkstedet var låst med hængelåse. Desuden sørgede to røgdykkere for udvendig køling af røggasser via en knust rude i en port.

På dette tidspunkt vidste brandfolkene ikke, hvad der brændte, men batteripakken – der var placeret på en palle bagerst i værkstedet – viste sig at give en vanskelig indsats, hvor der måtte rekvireres redningsvogn med spil fra Haslev til at trække pallen ud i det fri.

I alt varede indsatsen fem timer. Station Faxe mødte med autosprøjte og tankvogn, station Haslev med redningsvogn og tanksprøjte, Beredskabsstyrelsen i Næstved med normaludrykning samt måleudstyr og rensepunkt, Falck med to ambulancer og politiet med en patruljevogn. Derudover blev kemikalievagten konsulteret telefonisk.

Info og foto: Indsatsleder Peter Liebst

Annonce