Bornholms Regionskommune har efter et udbud indgået en ny kontrakt med Falck om drift af brandstationerne i Rønne og Nexø samt vagtcentralsbetjening af hele øens beredskab. Den nye kontrakt indebærer udskiftning af en række køretøjer, nyt frigørelsesudstyr, nye branddragter samt en ny soigneringstrailer.
Den nye kontrakt træder i kraft den 1. maj 2021. Den har en løbetid på seks år med mulighed for forlængelse i op til fire år. Kontrakten afløser kommunens nuværende to kontrakter med Falck, som udløber med udgangen af april måned 2021. Der har forud for kontraktindgåelsen været gennemført en udbudsproces, hvor Falck var eneste byder.
Kontrakten omfatter slukningsdistrikterne Rønne og Nexø samt vagtcentralsbetjening for hele kommunen. Beredskabsstyrelsen Bornholm skal fortsat varetage brandslukningen i det tredje slukningsdistrikt, som omfatter Nordbornholm.
Som led i kontrakten sker der flere nye tiltag på mandskabs- og materielsiden. Blandt andet vil der ske en udskiftning af en række køretøjer, der kommer nyt batteridrevet frigørelsesudstyr, alle brandfolk får nye branddragter, der reducerer den enkelte brandmands udsættelse for skadelige partikler under indsats, og der indrettes en soigneringstrailer, hvor brandfolkene vil kunne klæde om under og efter større indsatser. Desuden sker der en uddannelsesmæssig opgradering for brandfolkene.
“Det er med stor glæde og ydmyghed, at Falck fortsat skal stå for denne vigtige samfundsopgave på Bornholm. Vi har leveret brandslukning fra stationen i Nexø siden 1972, i Rønne siden 2014, hvor Falck overtog den kommunale del af brandslukningen. Der leveres i dag en meget høj kvalitet på begge stationer. Det kan kun lade sig gøre med et godt samarbejde i det daglige, der er præget af en stor åbenhed, som skaber den nødvendige gensidige tillid – men vigtigst af alt er, vores dedikerede deltidsbrandfolk, som ofrer tid og kræfter på at løse opgaverne på alle tider af døgnet, året rundt. Det stiller store krav til deres familier og arbejdsgivere, som jeg her vil benytte lejligheden til at takke mange gange”, siger Falcks brandchef, Bendt Trustrup.