De tre nye tankvogne og den nye autosprøjte, som Bornholms Brandvæsen er i gang med at indkøbe, vil blive opbygget på Volvo-chassiser. Autosprøjten bliver en Volvo FM 380 4×2 med Crewcab-førerhus, mens tankvognene bliver Volvo FM 430 6×2 med dagførerhus. Opbygningen af de fire køretøjer er netop blevet sendt i udbud.
Det er brandstationerne i Rønne og Nexø, der kan se frem til nye køretøjer. Brandstationerne drives af Falck, men Bornholms Brandvæsen indkøber og leaser autosprøjten og de tre tankvogne.
Opgaven med at stå for opbygningen er netop blevet sendt i udbud. Opbygningen skal ske på chassiser, som brandvæsenet indkøber separat. Til autosprøjten er valget faldet på Volvo FM 380 4×2 med Crewcab-førerhus og langt chassis. Til tankvogne anvendes Volvo FM 430 6×2 med dagførerhus og langt chassis. For autosprøjten er der optioner på montering af henholdsvis skæreslukker, CAFS 800-anlæg og CAFS 200-anlæg.
Opbygningen skal ske indenfor 12 måneder fra leverandørens modtagelse af chassiset, og prisen ventes at lande på omkring 7 mio. kr. Ved valget af leverandør vil kvalitet vægte 55 pct. og pris vægte 45 pct.
Der er tilbudsfrist den 3. oktober 2022.