Et tilskud på godt 17.000 kr. til brandmandsforeningen i Sorø har bragt borgmester Gert Jørgensen i problemer. Der var nemlig ikke lovhjemmel til at udbetale pengene, som gik til fester i foreningen. Desuden blev pengene betalt til brandmandsforeningens formand, som er partifælle til og ven med borgmesteren. Derfor mener kommunens revisor, at borgmesteren måske også har overtrådt lovgivningen om inhabilitet.
Det er B.T., der beskriver den kritik, som revisionsfirmaet BDO har rejst i en rapport til Sorø Kommune. Har er der blandt andet fokus på et tilskud på godt 17.000 kr., som borgmester Gert Jørgensen (K) har udbetalt til Sorø Brandmandsforening. Pengene kommer fra en særlig konto, som borgmesteren har brugt til at uddele i alt 142.000 kr. udenom kommunens normale systemer.
Pengene til Sorø Brandmandsforening har været støtte til fester for foreningens medlemmer – fester, der af B.T. beskrives som “drukfester”, og hvor borgmesteren også selv deltog som gæst. Men der var ikke lovhjemmel til, at borgmesteren måtte yde den form for støtte. Det har Sorø Kommune erkendt.
Revisorer sætter spørgsmålstegn ved habilitet
I B.T. giver forvaltningseksperter imidlertid udtryk for, at borgmesteren også kan have overtrådt forvaltningslovens regler om inhabilitet. Pengene blev nemlig udbetalt til formanden for Sorø Brandmandsforening, Peter Nygaard, der både er konservativ partifælde med borgmester Gert Jørgensen og samtidig er privat ven med borgmesteren. Samme pointe har kommunens revisorer:
”Peter Nygaard er medlem af Det Konservative Folkeparti i Sorø Kommune samt fra 2021 medlem af Sorø Kommunes kommunalbestyrelse. Vi mener, at det burde have været undersøgt, om borgmesteren og Peter Nygaard har været tilstrækkelig uafhængig af hinanden”, skriver revisionsfirmaet BDO i en revisionsrapport.
”Pengene er gået til foreningen. Jeg har været brandmand i 39 år og alle årene har det været en tradition for, at borgmesteren har givet en cognac til kaffen til brandmandsfesterne. Gert Jørgensen har arvet traditionen fra sine forgængere. Jeg forsøger at gøre det bedste på alle måder, og cognac til kaffen (i medarbejderforeningen, red.) er foregået i alle de 39 år, jeg har været med, men det gør det selvfølgelig ikke mere rigtigt, hvis det er ulovligt. Det ved jeg godt”, siger Peter Nygaard til B.T.
Ankestyrelsen skal nu tage stilling til sagen om borgmesterens ulovlige konto.