Borgmester foreslår udlicitering af københavnsk brandstation

Københavns bygge- og teknikborgmester, Søren Pind (V), foreslår at kommunen udliciterer en af de syv brandstationer til Falck. Formålet er at se om Falck kan gøre det billigere – og ved at lade redningskorpset stå for en af brandstationerne vil man kunne sammenligne direkte.

Københavns Brandvæsen mangler 14 mio. kr. i det foreløbige budget for 1999, og det er dette underskud Søren Pind vil nedbringe.

Borgerrepræsentationens største parti, Socialdemokratiet, mener at besparelserne i stedet skal opnås ved at der gennemføres forringelser i de københavnske brandfolks overenskomst, idet brandfolkene i København i dag har færre vagtdøgn end andre brandfolk og Falck-reddere. Hvis brandfolkene ikke er til at forhandle med truer socialdemokraterne med, at de vil overveje at opgive deres principielle modstand mod udlicitering – og dermed helt eller delvist støtte Søren Pinds forslag.

Endvidere ønsker Socialdemokratiet at der skal opnås besparelser ved et samarbejde med andre kommunale brandvæsener. Det har tidligere bl.a. været forslået, at Københavns Brandvæsens Christianshavn-station skulle sammenlægges med Tårnby Brandvæsen.

Annonce