Roskilde Kommunes borgmester, Poul Lindor Nielsen (S), betegnede Falck som værre end terrorister, da han holdt tale ved den traditionsrige, officielle nytårsparole ved Roskilde Brandvæsen nytårsaftensdag. Borgmesterens udtalelser kom, da han skulle beskrive det danske ambulancemarked, som domineres af Falck. “Forskellen på en monopolindehaver og en terrorist er, at man kan forhandle med en terrorist”, lød det blandt andet fra borgmesteren med direkte adresse til Falck.
Poul Lindor Nielsens beskyldninger mod Falck kommer forud for, at Region Sjælland skal have ambulancetjenesten i udbud. Her ventes både Falck og det kommunale Roskilde Brandvæsen, som borgmesteren er øverste chef for, at være blandt byderne.
Koncernchef Allan Søgaard Larsen fra Falck er med egne ord mildest talt overrasket over, at Poul Lindor Nielsen vælger at komme med den slags udtalelser i en officiel tale. “Dels lever vi ikke i en tid, hvor der bør spøges med terrorisme, og dels finder jeg det upassende på den måde at sværte Falck til her umiddelbart forud for udbudsrunden i Region Sjælland, hvor også Roskilde Brandvæsen ventes at være med. Jeg synes, det siger mere om borgmesteren, end det siger om Falck”, siger Allan Søgaard Larsen til Dagbladet Roskilde.
Allan Søgaard Larsen understreger samtidig, at Falck efter hans opfattelse har et meget fint samarbejde med Roskilde Brandvæsen på alle niveauer. “Så meget desto mere undrer det mig, at vi bliver beskrevet på den måde i en officiel borgmestertale”, siger koncernchefen fra Falck.