På kort tid har over 1.300 danskere skrevet under på et borgerforslag, der vil give landets deltidsbrandfolk lov til at montere et grønt blink i deres private biler. Blinket skal fungere som advarsel til de øvrige bilister, så de kan se, at der er tale om en deltidsbrandmand, der er på vej til brandstationen for at rykke ud. Hvis man når op på 50.000 støtter, skal forslaget behandles i Folketinget.
Ordningen om borgerforslag går ud på, at alle personer med stemmeret til folketingsvalg kan stille et borgerforslag, hvis bare mindst tre personer vil være medstillere af forslaget – og forslaget i øvrigt overholder reglerne for ordningen. Hvis 50.000 borgere herefter støtter borgerforslaget, kan det blive fremsat som beslutningsforslag, hvorefter det behandles og sættes til afstemning i Folketingssalen.
Steffen Filipsen Skov fra Viborg har gjort brug af ordningen til at fremsætte et forslag, der skal give deltidsbrandfolk, som ikke indgår i døgntjeneste på brandstationer, muligheden for at montere et grønt advarselsblink i deres personlige køretøjer.
Har fået støtte fra over 1.300
I skrivende stund har 1.391 danskere skrevet under på forslaget, som forslagsstilleren selv beskriver således:
”Monteringen af det grønne lys giver ikke brandmanden lov til at tilsidesætte færdselsloven, som man kender det ved de blå udrykninger. Ideen med de grønne blink er at gøre lokalsamfundet opmærksom på, at en deltidsbrandmand er på vej til en nødsituation, hvor hvert sekund tæller
De grønne lys skal gøre trafikanter opmærksomme på, at en brandmand ønsker at komme forbi, og hvis man har mulighed for sikkert at trække til siden og lade brandmanden komme forbi, bør man gøre dette som en høflighed for brandmanden, der er på vej ud for at hjælpe
Mit forslag går ud på at tillade grønt blink som et anerkendt arbejdslys på samme vis, som man kender de gule advarselsblink for opmærksomhedslys i trafikken.
Som reglerne er i dag, når en brandmand bliver kaldt til en nødsituation, så kører vi i vores private biler fra bopæl, arbejdsplads eller lokalområdet. Vi skal som brandmænd forlade vores lokale station inden for få min af udkaldet, hvorfor hvert minut tæller
Når vi som deltidsbrandfolk så rammer tung trafik i form af myldretid osv., så bliver udkørslen fra brandstationen også forlænget, hvorved borgeren, som har en nødsituation og mangler brandvæsnet, må vente endnu længere, og i værste tilfælde står med et nedbrændt hus eller værre.
Reglerne for udrykningskørsel sætter specielle krav til køretøjer og syn, hvorfor en løsning med blå udrykning ikke er en mulighed i deltidsbrandmænds biler.
Montering af de grønne lys skal ses på samme måde som de gule advarselslamper, man i forvejen kender i trafikken som en arbejdslampe, der blot gør den øvrige trafik opmærksom på, at en brandmand er på vej.
Sådanne ordninger eksisterer i forvejen, bl.a. i USA.”
Borgerforslaget kan læses – og underskrives – her.