Bod erstattes af bonus i ny vestsjællandsk brandslukningskontrakt

Fremover skal Falck ikke længere betale bod, hvis redningskorpsets vestsjællandske brandkøretøjer ikke er hurtige nok. I stedet kan Falck få en bonus for god service. Det er blot en af en række nyskabelser i en kontrakt mellem Falck og Vestsjællands Brandvæsen, der også giver brandvæsenet mulighed for en hurtig hjemtagning, hvis kvaliteten svigter.

Vestsjællands Brandvæsens tre nuværende brandslukningskontrakter med Falck udløber ved årets udgang, og i stedet vil brandvæsenet indgå en samlet tre-årig kontrakt med Falck. Det sker uden udbud, men planen er, at der skal gennemføres et større udbud, når den nye kontrakt udløber.

Kontrakten vil omfatte driften af brandstationerne i Snertinge, Mørkøv, Tuse Næs, Holbæk og Ruds Vedby. I dag står Falck også for driften af brandstationen på Orø, men ifølge Vestsjællands Brandvæsen har Falck ikke ønsket at give tilbud på den fortsatte drift af denne brandstation, som derfor hjemtages.

Kan hjemtage ved kvalitetssvigt

Et væsentligt element i den nye kontrakt er, at den unikke bodsmodel, som Holbæk Kommune for nogle år siden fik indført i kontrakten med Falck, forsvinder. Fremover skal Falck således ikke betale bod, hvis brandkøretøjerne ikke har den krævede bemanding eller ikke rykker ud til tiden.

I stedet indføres der en bonusmodel, hvor der en gang om året kan tildeles en bonus, hvis der er stationer, som har ydet en ekstra indsats for at levere en god service til de lokale borgere. Samtidig får Vestsjællands Brandvæsen dog mulighed for at hjemtage driften af enkeltstationer med kort varsel, hvis det i gentagne tilfælde viser sig, at stationerne ikke leverer det aftalte serviceniveau.

En anden ændring i kontrakten er, at Vestsjællands Brandvæsen fremover selv leverer både køretøjer og øvrigt materiel, som så stilles til rådighed for Falck. I første omgang køber Vestsjællands Brandvæsen størstedelen af Falcks nuværende materiel, hvilket vil koste brandvæsenet 9,7 mio. kr. Kun drejestigen i Holbæk og redningsbåden på Orø overtages ikke. Drejestigen erstattes af den nuværende redningslift i Nykøbing Sjælland, hvorefter der etableres ”en mindre og billigere liftløsning på station Nykøbing tilpasset bygningsforholdene”. På Orø indkøbes – i samarbejde med stationens mandskab – en ny redningsbåd.

Leaser for 13,4 mio. kr.

Udover køb af materiel fra Falck køber Vestsjællands Brandvæsen ny mundering til mandskabet på Falck-stationerne for 1,7 mio. kr. samt udkaldeanlæg og kommunikationsudstyr for 2 mio. kr. Dermed vil brandvæsenet i alt indgå leasingaftaler for 13,4 mio. kr. Det vil give en årlig leasingydelse på 1,8 mio. kr.

Netop på kommunikationsområdet hjemtager Vestsjællands Brandvæsen også vagtcentralsopgaven og etablerer et samlet udkaldssystem for hele brandvæsenet. Det indebærer opsætning af nye basestationerne på ni master samt omprogrammering af fem eksisterende basestationer. Desuden udskiftes alle pagere gradvist til nye to-vejs-modeller, i første omgang med 140 nye pagere til Falcks brandfolk.

Mørkøv styrkes på bekostninger af Holbæk

Endelig indebærer den nye Falck-kontrakt, at dimensioneringen af flere stationer ændres. I forvejen er brandstationen i Tølløse, som Vestsjællands Brandvæsen har hjemtaget fra Falck, ændret til basisstation med et komplet slukningstog, og det sker nu også for Falcks station i Mørkøv, der i den forbindelse opnormeres med to brandfolk. Det giver færre assistancekørsler fra stationen i Holbæk, der derfor nednormeres med to brandfolk.

Vestsjællands Brandvæsen forventer at spare ca. 1,5 mio. kr. om året på den nye kontrakt. Størrelsen af besparelsen er dog noget usikker. Det skyldes, at der indføres en ny afregningsstruktur, hvor betalingen til Falck består af tre dele: En fast bygningsdel (husleje), en fast beredskabdel (fast løn) og en variabel beredskabsdel (betaling pr. udrykning). Dermed vil Vestsjællands Brandvæsens betaling til Falck fremover til en vis grad afhænge af antallet af udrykninger.

Annonce