Når landets brandvæsener rykker ud til blinde alarmer, som kommer fra lovpligtige automatiske brandsikringsanlæg, har kommunerne mulighed for at opkræve et gebyr. Siden 2009 er beløbet blevet reguleret hvert år, og nu har Beredskabsstyrelsen så haft fat i lommeregneren og fastslået, at gebyret fra 1. januar 2012 stiger til 3.805 kr.
En blind alarm fra et automatisk brandsikringsanlæg er en automatisk tilkaldelse af brandvæsenet, uden at der er brand eller overhængende fare for brand. Typisk skyldes de blinde alarmer tekniske fejl på anlægget eller betjeningsfejl.
Det er op til kommunerne, om de vil opkræve gebyret, men de må maksimalt opkræve et grundbeløb på 3.500 kr., der siden 2009 hvert år er blevet reguleret med den såkaldte satsreguleringsprocent.
For 2012 er satsreguleringsprocenten fastsat til 2,9 pct., og dermed bliver gebyret for blinde alarmer på 3.805 kr.