Bistanden til Sverige svækker ikke det hjemlige beredskab

Foto fra Sverige: Danske Beredskaber

Selv om de danske beredskaber i øjeblikket rykker ud til ca. 30 naturbrande i døgnet, så er det ikke et problem, at et større antal brandfolk er sendt til Sverige for at bistå med slukningen af skovbrande. Det understreger Danske Beredskaber, som henviser til, at der kun er sendt ca. 60 brandfolk til Sverige – og at de primært er frivillige fra de danske beredskaber.

Antallet af naturbrande er i år eksploderet. Normalt køres der ca. 1.200 gange til denne type brand på et helt år. I juli i år alene er der allerede nu registreret over 800, og i juni var der 449. Aktuelt kører beredskabet over 30 gange dagligt til naturbrand.

De mange naturbrande, og senest den store mosebrand i Nordjylland, har ført til spørgsmål om, hvorvidt det hjemlige danske beredskab stadig kan mønstre fuld bemanding, når der samtidig er udsendt folk til hjælp i Sverige.

Ingen forringelse af beredskabet

”Jeg kan helt entydigt slå fast, at den danske hjælp til Sverige ikke på nogen måde betyder, at det hjemlige primærberedskab bliver forringet i forhold til mandskab og dimensionering”, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i beredskabernes interesseorganisation, Danske Beredskaber.

”Vi har døgnet rundt ca. 1.800 mand på vagt over hele landet, og det er fuldstændig uændret i disse dage. Vi har en samlet styrke på ca. 9.000 mand at tage af i form af fuldtidsansatte, deltidsfolk og frivillige. At vi bidrager til Beredskabsstyrelsens indsats i Sverige med 60 mand fra det kommunale primærberedskab forringer derfor ikke det hjemlige akutberedskab, for de udsendte er taget af vores ’reservestyrke’, primært de frivillige fra de forskellige kommunale beredskaber. De frivillige vil typisk først blive indsat i større og længerevarende indsatser, og der er, som tallene viser, fortsat en stor reservestyrke at tage af i Danmark”, siger Bjarne Nigaard.

”Vi har travlt, og de, der er på vagt, bliver pressede. Men vi kan stadig finde afløsere. Det, der snarere bekymrer os, er om man med et eventuelt fremtidigt normalscenarie som denne sommer vil kunne blive ved med at klare tingene med den nuværende dimensionering og det nuværende materiel. Men det er en anden snak, om der i fremtiden skal flere mand på banen med andet udstyr, end spørgsmålet om der lige nu er folk nok at skifte ind. For det er der”, understreger Bjarne Nigaard.

Statsligt ansvar for indsatsen

Det er det enkelte beredskab, der foretager en vurdering af, hvem og hvor mange man kan tilbyde til Beredskabsstyrelsens indsats i Sverige. Enkelte beredskaber har ud fra de lokale forhold vurderet, at de ikke kan afgive folk fra reservegruppen. Danske Beredskaber har etableret en central koordinering af dette hos Østsjællands Beredskab, hvor de frivillige logistikfolk bidrager til at koordinere udsendelserne.

Alt materiel, der sendes til Sverige, er statsligt, ligesom de kommunale folk der deltager, tegner en midlertidig kontrakt med Beredskabsstyrelsen under indsatsen, og altså er under kommando af Beredskabsstyrelsen.

Udgifterne til udsendelserne afholdes ligeledes af Beredskabsstyrelsen.

Annonce