Billund Kommune vil investere 3,8 mio. kr. i ny stigevogn

Arkivfoto

Brandslukningen i Billund Kommune har været i udbud, og ud over den hidtidige operatør – Falck – modtog kommunen kun en prækvalifikationsanmodning fra én anden potentiel tilbudsgiver. Denne tilbudsgiver kunne imidlertid ikke opfylde prækvalifikationsvilkårene, og derfor er kommunen gået i forhandlinger med Falck. Som led i den kommende brandslukningskontrakt skal den 33 år gamle stigevogn i Grindsted skiftes ud, og her vil kommunen købe en ny stigevogn til 3,8 mio. kr. frem for at leje den hos Falck.

Den nuværende stigevogn er en Volvo N 720 fra 1980. Falck har oprindeligt købt stigevognen brugt i Sverige til brug på Falck-stationen i Greve, hvorefter den kom til Grindsted. Billund Kommune betaler en fast årlig leje for stigevognen, og den model kan kommunen også vælge, når den udtjente stigevogn nu skal udskiftes.

Imidlertid viser kommunens beregninger, at der kan spares over 200.000 kr. om året, hvis kommunen i stedet for en lejeaftale vælger at købe stigevognen kontant for 3.785.000 kr. Dermed sikres det også, at brandslukningsudgifterne med den kommende Falck-kontrakt kan holdes inden for det eksisterende budget.

Annonce