En 16-årig dreng fra Vamdrup er blevet idømt seks måneders betinget fængsel efter blandt andet en påsat brand på TrekantBrands Uddannelsescenter Gudsø. Den 16-årige og en medgerningsmand var brudt ind på uddannelsescenteret, og de satte ild til en førstehjælpstaske i en garagebygning. Det gav skader for omkring 260.000 kr., og der vil nu blive rejst et erstatningskrav.
Indbruddet på Uddannelsescenter Gudsø blev opdaget den 6. april 2021, men er muligvis allerede sket den 26. marts. De to gerningsmænd brækkede porten til en 350 m2 garagebygning op.
Jydske Vestkysten skriver, at gerningsmændene satte ild til en førstehjælpstaske, der var lavet af kraftigt pvc-materiale. Det udviklede en sort, fed røg, så garagen blev fyldt med røg og sod. Hele garagesektionen skulle derfor vaskes ned, der skulle ryddes op og alt indbo skulle ordnes på ny. TrekantBrands erstatningskrav er på den baggrund opgjort til 260.000 kr.
Den 16-årige tilstod branden og den ulovlige indtrængen. Han havde en reststraf fra en tidligere sag, og dermed landede den samlede straf på seks måneders betinget fængsel. Den anden gerningsmand har endnu ikke fået sin sag behandlet.
Erstatningskravet vil senere skulle behandles i en civil retssag.
Efter indbruddet har TrekantBrand styrket sikkerheden på Uddannelsescenter Gudsø med ekstra hegn og videoovervågning.