Beslutningen om fremtidig brandslukning i Hørsholm udsat – igen

Beslutningen om hvorvidt Hørsholm Kommune sammen med nabokommunen Søllerød skal oprette et fælleskommunalt brandvæsen er blevet udsat igen, og først til august ventes kommunalbestyrelsen at træffe en principbeslutning i sagen. Sagen er tidligere blevet udsat, bl.a. fordi de nuværende deltidsbrandfolk meddelte, at de havde deponeret deres opsigelser i protest mod sagsforløbet, men den seneste udsættelse skyldes, at politikerne ikke mente, at de havde fået tilstrækkeligt lang tid til at vurdere sagen, der var blevet placeret på en tillægsdagsorden.

I stedet skal byrådet nu tage stilling til sagen på et ekstraordinært byrådsmøde den 4. august.

Planerne om et fælleskommunalt brandvæsen er led i et partnerskab mellem de to kommuner, som også omfatter samarbejde om løsning af opgaver på sundhedsområdet. En plan for samarbejdet er allerede forhandlet på plads mellem de to kommuners borgmestre, kommunaldirektører og beredskabschefer, men der mangler altså endnu en politisk accept. Den oprindelige tidsplan var, at byrådet i maj skulle træffe en principbeslutning om partnerskabet, hvorefter aftalen i perioden frem til september skulle færdiggøres og godkendes af Beredskabsstyrelsen og Tilsynsrådet i hhv. Frederiksborg Amt og Københavns Amt. Derefter skulle byrådet i oktober træffe den endelige beslutning om indgåelse af partnerskabsaftalen, og det fælleskommunale brandvæsen skulle så sættes i drift fra 1. januar 2005.

Annonce