Beslutning om statslig brandslukning på Bornholm udskydes til 2014

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Først i 2014 vil de bornholmske politikere tage stilling til, om brandslukningen på Nordbornholm skal overlades til Beredskabsstyrelsen. Det fremgår af et budgetforlig, som blev indgået mandag aften. Politikerne har aftalt, at mulighederne for et tættere samarbejde med Beredskabsstyrelsen skal belyses yderligere, inden der træffes beslutning. Men samtidig er det besluttet, at en større del af beredskabet skal konkurrenceudsættes.

Det var udsigten til en besparelse på 900.000 kr., som fik Bornholms Regionskommune til at overveje en lukning af brandstationen i Allinge til fordel for et tæt samarbejde med Beredskabsstyrelsen Bornholm, der så skulle overtage brandslukningen på Nordbornholm. Desuden ønskede kommunen at lukke hjælpebrandstationen i Gudhjem, fordi et samarbejde med Beredskabsstyrelsen ville give hurtigere afgangstider fra Allinge. Lukningen af Gudhjem-stationen ser dog ud til at være opgivet.

I det nye budgetforlig slås det fast, at ”forslaget om at overdrage dele af brandvæsnet til Beredskabsstyrelsen er ikke en del af budgetforliget. Forslaget skal i stedet yderligere belyses og behandles af kommunalbestyrelsen i løbet af 2014”.

Et tema i budgetforliget er øget samarbejde mellem offentlige og private, og det fremgår, at ”vi vil blandt andet konkurrenceudsætte rengøring og en større del af beredskabet”, uden at den planlagte konkurrenceudsættelse er nærmere specificeret.

Annonce