Beredskabsstyrelsens værnepligtige får nu lov til at tage hjem på weekend, efter at deres orlov har været inddraget i mere end en måned. Den 11. marts 2020 inddrog Beredskabsstyrelsen udgangsfrihed og weekendorlov for værnepligtige og sergentelever. Beslutningen blev truffet for at minimere risikoen for smittespredning og for at sikre beredskabet.
Som led i en kontrolleret og gradvis genåbning af samfundet har Beredskabsstyrelsen besluttet, at de værnepligtige i første omgang kan se frem til atter at kunne gå på weekendorlov, mens der dog stadig er et forøget beredskab på centrene.
”Der vil altid være en risiko, når man åbner gradvist op. Men vurderingen er, at der er så godt styr på smittespredningen i samfundet, at vi mener, at vi nu er bedst tjent med at lade vores værnepligtige få et velfortjent pusterum fra kasernelivet”, siger Flemming Klokager, der er fungerende direktør i Beredskabsstyrelsen.
De værnepligtige sendes fra den kommende weekend hjem i hold. I første omgang gælder det for ca. halvdelen. De almindelige forholdsregler om bl.a. at holde afstand og have fokus på hygiejne m.v. er i den forbindelse indskærpet over for de værnepligtige.
Beredskabsstyrelsen oplyser, at styrelsen de kommende uger fortsat vil følge situationen tæt og på den baggrund træffe beslutning om, hvordan og hvorvidt den gradvise genåbning kan fortsætte.