Beredskabsstyrelsen underkender dele af vestsjællandsk dimensioneringsplan

Dele af Vestsjællands Brandvæsens nye dimensionsplan får hårde ord med på vejen af Beredskabsstyrelsen, som blandt andet karakteriserer en af de planlagte ændringer som uforsvarlig og ikke i overensstemmelse med de grundlæggende hensyn bag tilrettelæggelsen af brandvæsenet i Danmark. En anden ændring er ifølge styrelsen direkte ulovlig.

Det fælleskommunale Vestsjællands Brandvæsen er i gang med at udarbejde en plan for risikobaseret dimensionering af beredskabet. Som led i den proces har et udkast til planen været i høring hos Beredskabsstyrelsen.

Generelt har Beredskabsstyrelsen ikke indvendinger mod planen, men på nogle områder er kritikken fra styrelsen hård.

Brandvæsen fastholder ændring

Særligt er Beredskabsstyrelsen kritisk overfor planen om at nedlægge brandstationen på Orø og i stedet lave et særligt ø-beredskab uden uddannede brandfolk. Men Orø har næsten 900 fastboende indbyggere, og derfor mener styrelsen ikke, at Vestsjællands Brandvæsen kan kopiere modellen med ø-brandvæsen, som i dag f.eks. anvendes på Nekselø, der har 18 indbyggere.

”Beredskabsstyrelsen finder ikke, at Orø kan sammenlignes med de andre øer i brandvæsenets dækningsområde, og styrelsen finder derfor ikke, at den foreslåede ændring vil være forsvarlig eller i overensstemmelse med de grundlæggende hensyn bag tilrettelæggelsen af brandvæsenet i Danmark”, skriver Beredskabsstyrelsen i en udtalelse til Vestsjællands Brandvæsen.

Dermed når Beredskabsstyrelsen frem til en helt anden faglig konklusion end Vestsjællands Brandvæsen selv, der i en analyse har konkluderet, at der kan opretholdes et forsvarligt serviceniveau med et ø-beredskab på Orø.

Og Vestsjællands Brandvæsen planlægger da heller ikke at ændre dimensioneringsplanen på baggrund af Beredskabsstyrelsens kritik. I praksis ser det dog ud til, at Holbæk Kommune vil tilkøbe en videreførelse af brandstationen på Orø, men brandstationen vil ikke indgå i dimensioneringsplanen – og vil således frit kunne nedlægges, hvis kommunen ikke længere ønsker at betale ekstra.

Alle brandkøretøjer skal afgå indenfor 5 minutter

I dimensioneringsplanen ønskede Vestsjællands Brandvæsen også at ændre på kravene til afgangstider, så det alene ville være første slukningskøretøj, som skulle afgå indenfor 5 minutter. For de efterfølgende køretøjer ville der derimod ikke være nogen krav til afgangstiderne.

Det ønske skyder Beredskabsstyrelsen dog ned: ”Beredskabsstyrelsen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at kravet om afgang senest inden for 5 minutter efter alarmcentralens afgivelse af alarmen gælder for hele førsteudrykningen og ikke kun første køretøj, jf. dimensioneringsbekendtgørelsens § 7”.

Denne del af Beredskabsstyrelsens kritik har Vestsjællands Brandvæsen tænkt sig at tage højde for i dimensioneringsplanen.

Den endelige udgave af dimensioneringsplanen skal i den kommende tid til behandling i ejerkommunerne.

Annonce