Det er slut med gradsbetegnelser som beredskabsmester og beredskabsassistent i Beredskabsstyrelsen. I stedet får mellemlederne i styrelsen fremover militære titler som sergent, oversergent, seniorsergent og chefsergent. Baggrunden er, at Beredskabsstyrelsen indgår i Forsvarsministeriets koncern, hvor man ønsker at anvende sammenlignelige gradsbetegnelser.
Med virkning fra 1. februar 2018 blev gradsbetegnelser i Beredskabsstyrelsen ændret. Styrelsen anvender således ikke længere de samme civile gradsbetegnelser som i de kommunale beredskaber. I stedet anvendes militære gradsbetegnelser, der svarer til betegnelserne i den øvrige del af Forsvarsministeriets koncern.
Konkret indebærer det, at Beredskabsstyrelsens seniorberedskabsmestre fremover er chefsergenter, mens beredskabsmestrene er seniorsergenter. Viceberedskabsmestrene skifter grad til oversergenter og beredskabsassistenterne kan fremover kalde sig sergenter. De værnepligtige beredskabsassistenter får gradsbetegnelsen ”sergent til pligtig tjeneste”.
Officererne i Beredskabsstyrelsen bevarer deres nuværende gradsbetegnelser. Styrelsens egne betegnelser som f.eks. brigadechef, kolonnechef, sektionschef, sektionsleder og korpsmester videreføres således indtil videre. Officererne får dog ændrede gradstegn, hvor der tilføjes en krone.