Beredskabsstyrelsen overtager opgaver på COVID-19-testcentrene

I dag står Forsvaret og Hjemmeværnet for opgaverne på testcentrene. Foto: Niels Porsbøl

Beredskabsstyrelsen har de seneste måneder støttet sundhedsberedskabet ved de 18 COVID-19-testcentre, der drives af Testcenter Danmark. Fra næste måned overtager styrelsen imidlertid også den del af opgaverne, der tidligere har været løst af Forsvaret og Hjemmeværnet. Derfor ansætter Beredskabsstyrelsen omkring 100 nye medarbejdere.

Alle, der har en baggrund som værnepligtig eller frivillig ved et af Beredskabsstyrelsens centre, kan søge stillingen som konstabel til støtte for testcentrene rundt om i landet.

”Det er en stor og vigtig opgave at opretholde støtten til sundhedsberedskabets opgaver med tests for COVID-19. Det hjælper vi naturligvis gerne med til at sikre”, siger Flemming Klokager, der er fungerende direktør i Beredskabsstyrelsen.

”Samtidig giver det her en mulighed for, at tidligere værnepligtige og frivillige i Beredskabsstyrelsen, som måske har fået ændret deres planer på grund af coronakrisen, kan få et meget meningsfuldt alternativ at kaste sig over ved at blive ansat til at støtte ved testcentrene. Det håber jeg, at mange af dem vil overveje”, siger Flemming Klokager.

Annonce