Beredskabsstyrelsen overtager brandslukning – brandstation lukkes

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Alt tyder på, at Beredskabsstyrelsen overtager brandslukningen på Nordbornholm. Det er i hvert fald indstillingen til de bornholmske politikere, der skal drøfte sagen i dag. Brandslukningen vil blive udført fra beredskabscenteret i Allinge, og som en konsekvens vil brandstationen i Gudhjem bliver nedlagt og deltidsbrandfolkene opsagt.

Bornholms Regionskommune har allerede sendt brandslukningen i Rønne-området i udbud, mens kommunen ønsker at samarbejde med Beredskabsstyrelsen om slukningsopgaven på Nordbornholm. Her varetages opgaven i dag fra en kommunal brandstation i Allinge og en hjælpestation i Gudhjem. Målsætningen er at opnå en samlet besparelse på 5,5 mio. kr.

Kommunen har nu fået et tilbud fra Beredskabsstyrelsen, som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til torsdag aften. Tilbuddet er imidlertid baseret på, at brandslukningen på Nordbornholm kun skal ske fra beredskabscenteret i Allinge. Beredskabsstyrelsens tilbud er baseret på en udrykningstid på 10 minutter i Allinge by, 15 minutter for øvrige byområder i distrikter, herunder Gudhjem, men dog 18 minutter for Østerlars by. I landområderne er udrykningstiden 15 minutter, dog 18 minutter i landområderne ved Østerlars og øst for Klemensker.

Som konsekvens vil brandstationen i Gudhjem skulle nedlægges, og det vil i sig selv give kommunen en besparelse på ca. 650.000 kr. om året. Lukningen vil i givet fald ske pr. 1. oktober 2014, og de otte deltidsbrandfolk vil blive fyret. På grund af opsigelsesvarsler vil besparelsen i år kun blive på 162.500 kr.

En lukning af brandstationen i Gudhjem forudsætter, at der sker en revision af kommunens plan for risikobaseret dimensionering. Den revision er allerede igangsat, og status er, at den er behandlet i beredskabskommissionen samt at forslaget er fremsendt til Beredskabsstyrelsens udtalelse. Beredskabsstyrelsen har imidlertid meddelt, at de ikke kan udtale sig omkring planen, før kommunen nøje fastlægger, hvilke brandstationer der skal bestå eller nedlægges, og hvilket materiel brandstationerne er bestykket med.

Annonce