Planen om, at der skulle findes besparelser på 9 mio. kr. ved et øget beredskabssamarbejde mellem Bornholms Regionskommune og staten, ser ud til at smuldre. Senest har Beredskabsstyrelsen meddelt, at styrelsen ikke – som ellers planlagt – kan overtage omkring halvdelen af indsatsledervagterne på øen. Der igangsættes dog et samarbejde om det frivillige beredskab.
Netop beredskabet på Bornholm er et af de sidste udeståender i nyorganiseringen af det samlede beredskab i Danmark. Planen var, at der skulle findes besparelser på 9 mio. kr. ved et tættere samarbejde mellem det kommunale og statslige beredskab, der består af Bornholms Regionskommunes beredskab og Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter i Allinge.
Efter længere tids samarbejde om planlægningen af et såkaldt ø-beredskab ser besparelsesmulighederne imidlertid ud til at måtte opgives.
Et centralt element i de oprindelige planer var øens indsatsledervagt. Her varetager Beredskabsstyrelsen i Allinge – der også varetager brandslukningen på Nordbornholm – i dag omkring 15 pct. af indsatsledervagterne. Regionskommunen og Beredskabsstyrelsen havde imidlertid forventet, at der kunne hentes en betydelig besparelse ved at lade Beredskabsstyrelsen varetage omkring 50 pct. af indsatsledervagterne.
Disse planer ser imidlertid ud til at måtte skrinlægges. ”Beredskabsstyrelsen Bornholm har orienteret regionskommunen om, at Beredskabsstyrelsen Bornholm alligevel ikke har mulighed for at varetage en større del af indsatsledervagterne på nuværende tidspunkt. På den baggrund bortfalder Beredskabsstyrelsens ønske om at overtage opgaven i større omfang end nu. Samarbejdet kan fortsætte som i dag, hvor vagterne aftales løbende. Dette betyder, at de kommunale udgifter til opgaven ikke forventes ændret”, hedder det således i en status fra Bornholms Regionskommune.
Styrelsen overtager operative frivillige
På frivilligområdet ser det dog ud til, at planerne om, at regionskommunens operative frivillige overgår til Beredskabsstyrelsen, kan gennemføres. Styrelsen vil således fremover varetage opgaven og de udgifter, der måtte være i den forbindelse, blandt andet til uniformering og uddannelse. Dette er estimeret til ikke mere end 100.000 kr. om året. ”Forplejnings- og indkvarteringsopgaven kan p.g.a. bemandingssituationen hos Beredskabsstyrelsen Bornholm, ikke varetages af beredskabscenteret, og opgaven vil derfor fortsat være placeret hos regionskommunen”, oplyser regionskommunen.
Der vil nu blive nedsat et dialogforum, der består af beredskabschefen i Bornholms Regionskommune, en repræsentant fra Beredskabsforbundet og chefen for Beredskabsstyrelsen Bornholm. Dialogforummet kan mødes 1-2 gange årligt med det formål at drøfte spørgsmål af fælles interesse, bl.a. for at sikre erfaringsudveksling med hensyn til anvendelsen af frivillige i redningsberedskabet på Bornholm.