Den nye politiske aftale om redningsberedskabet i 2012 indebærer, at Beredskabsstyrelsen skal spare. En af konsekvenserne bliver, at Beredskabsstyrelsen afvikler et IT-system, som kommunerne anvender til at registrere brandsyn. Systemet, ODIN-brandsyn, er reelt blevet nedlagt med omgående virkning, for Beredskabsstyrelsen vil undlade at lave de tilretninger, som er nødvendige efter at den særlige brandsynsbekendtgørelse blev ændret den 10. januar 2012.
Beredskabsstyrelsen skal som følge af beredskabsaftalen gennemføre en række besparelser, herunder personalereduktioner, og ifølge styrelsen indebærer den nye situation, at det er nødvendigt at tilpasse de opgaver, som Beredskabsstyrelsen udfører.
I første omgang rammes IT-systemet ODIN-brandsyn, som afvikles. Kommunerne bruger ODIN-brandsyn til at registrere deres brandsynsaktiviteter, men det er ikke obligatorisk at registrere brandsynene i ODIN, og systemet udbydes dermed alene som en tjeneste overfor kommunerne.
Reelt er ODIN-brandsyn blevet nedlagt med omgående virkning, for beslutningen om at afvikle systemet betyder, at ODIN-brandsyn ikke vil blive tilrettet de ændringer i brandsynsbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 10. januar 2012. ODIN-brandsyn vil dermed ikke være anvendeligt til at administrere brandsyn fremadrettet. ODIN-brandsyn vil dog være tilgængeligt i en periode for at de kommuner, der anvender systemet, kan udtrække data til viderebehandling i egne systemer.
Beredskabsstyrelsen oplyser samtidig, at styrelsen fortsat er i gang med at vurdere behovet for tilpasning af opgaverne til den nye situation. Derfor kan der senere komme yderligere ændringer i tjenesteudbuddet vedrørende ODIN.