Beredskabsstyrelsen har gennemført en undersøgelse af registrerede brande i el- og hybridbiler fra januar 2018 til og med september 2021. På baggrund af undersøgelsen er det på nuværende tidspunkt Beredskabsstyrelsens vurdering, at risikoen for brande i el- og hybridbiler er mindre end for brande i konventionelle biler.
De brande, der opstår i el- og hybridbiler, kan i sjældne tilfælde være mere kritiske end traditionelle bilbrande. Men en ny undersøgelse fra Beredskabsstyrelsen viser, at der er relativt få brande i el- og hybridbiler sammenlignet med brande i konventionelle biler. Og brandvæsenet når oftest at begrænse branden, inden den udvikler sig kritisk, f.eks. ved at den breder sig til bilens batteri.
Undersøgelsen viser, at i 2020 var der 18 brande i el- eller hybridbiler. Der kan generelt ikke spores en forskel på risikoen for brand mellem henholdsvis elbiler og hybridbiler. I halvdelen af brandene peges på en ekstern påvirkning af bilen, inden branden opstår, f.eks. i forbindelse med brandspredning fra et andet køretøj.
Fra januar 2018 til og med september 2021 har der otte gange været behov for at anvende en brandslukningscontainer til at dæmpe varmeudviklingen i bilens batteri.
Læs hele undersøgelsen her.