Beredskabsstyrelsen meldt til politiet for flygtningefup

Beredskabsstyrelsen Fyn er meldt til politiet for at snyde med antallet af de asylansøgere, der reelt opholder sig på Beredskabsstyrelsens asylcenter i Middelfart. Anmeldelsen kommer fra en tidligere ansat på flygtningecentret, som er gået til politiet med an anmeldelse om, at Beredskabsstyrelsen – stik mod retningslinjerne fra Udlændingestyrelsen – har undladt at afmelde asylansøgere, der opholder sig andre steder end på asylcentret.

Udlændingestyrelsen betaler årligt 100.000 kroner til Beredskabsstyrelsen Fyn for hver asylansøger, der bor på centret. Og de penge udbetales i nogle tilfælde på et falsk grundlag, mener centermedarbejderen, der i dag er fyret for at opføre sig illoyalt over for Beredskabscenter Fyn.

“Det er min opfattelse, at Center Middelfart har forsøgt at få en uretmæssig indtjening ved at lade være med at afmelde asylansøgere, der ikke opholder sig på stedet”, siger Carl Henning Hansen til Fyens Stiftstidende. Hans karriere sluttede brat, da han i foråret forsøgte at leve op til retningslinjerne fra Udlændingestyrelsen, der siger, at hvis medarbejderne opdager, at der er beboere, som ikke længere opholder sig på centret, skal de afmeldes med det samme. Efter Carl Henning Hansens opgørelse var der 46 personer ud af de 218 beboere, som ikke opholdt sig på centret.

Carl Henning Hansen lagde op til, at de mange asylansøgere skulle afmeldes, men det blev bremset af centerledelsen. Centerleder for Beredskabsstyrelsen Fyns indkvarteringsafdelingen, Kirsten Andersen, ønsker ikke at kommentere sagen. Men hun afviser, at centret i Middelfart bevidst har undladt at afmelde personer, der ikke opholder sig på stedet. “Vi følger nøje retningslinierne og er i en løbende dialog med Udlændingestyrelsen. Vi er ikke forpligtet til at løfte dyner på beboernes værelser. Men vi har en forpligtelse til at sikre, at beboerne opholder sig på centret. Og på det område har vi generelt set ikke haft problemer”, siger Kirsten Andersen til Fyens Stiftstidende.

Integrationsminister Bertel Haarder (V) ser med alvor på politianmeldelsen. “Hvis der er noget som helst rigtigt i det, så er jeg meget glad for, at det er meldt til politiet. Jeg vil naturligvis udbede mig en grundig rapport om sagen. Hvis det er rigtigt, så er det en alvorlig sag og en alvorlig brist i den tillid, der skal være mellem ministeriet, og dem, vi betaler for at udføre flygtningearbejdet”, siger Bertel Haarder til Fyens Stiftstidende.

Annonce