Beredskabsstyrelsen lukker asylfaciliteter på beredskabscenteret i Haderslev

Udlændingestyrelsen har grundet et fortsat lavt antal nye asylansøgere besluttet at afvikle indkvarteringsfaciliteterne ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev. Indkvarteringsfaciliteterne i Haderslev har stået klar til at modtage mulige asylansøgere siden slutningen af 2015.

Siden efteråret 2016 har faciliteterne været ubenyttede, men de har stået i beredskab, så de med kort varsel kunne ibrugtages. Nu afvikles de helt som følge af det faldende pres på asylsystemet. Tiltaget sker samtidig med, at Udlændingestyrelsen nedlægger to asylcentre på Bornholm.

”Det faldende pres på asylsystemet gør, at vi ikke har brug for det antal asylcentre, vi har i dag. Vi har løbende lukket centre, og nu lukker vi de to asylcentre på Bornholm og tilpasser beredskabspladserne”, siger kontorchef Thomas Mortensen fra Udlændingestyrelsen.

Der vil fortsat være indkvarteringsfaciliteter i beredskab ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland i Herning.

Annonce