Beredskabsstyrelsen Midtjylland i Herning kom torsdag aften på en usædvanlig opgave, da styrelsen blev rekvireret til at agere nødambulancetjeneste og transportere i alt 39 patienter til sygehusene i Herning, Viborg, Esbjerg, Kolding og Aarhus. Det skete efter en klorulykke i svømmehallen i Tarm, hvor 46 børn og ni voksne blev dårlige.
Midt- & Vestjyllands Politi modtog torsdag kl. 22.45 en anmeldelse fra svømmehallen i Tarm Idrætscenter, hvor 46 børn og ni voksne under ophold i hallen var begyndt at hoste voldsomt og kaste op. Alle de tilstedeværende i svømmehallen kom fra en skolefritidsordning på Sjælland, der var på sommerlejr i Tarm Idrætscenter.
Der blev slået storalarm, hvorefter fem ambulancer, to akutlægebil, en akutbil og akutlægehelikopteren blev sendt til Tarm, ligesom sygehusene i Herning, Esbjerg, Kolding, Viborg og Skejby gik i beredskab.
Også Beredskabsstyrelsen blev sendt til Tarm for at assistere med transporten af de mange patienter. Beredskabsstyrelsen oplyser, at der fra beredskabscenteret i Herning blev afsendt 11 mindre køretøjer og 24 mand, som med udrykning kørte til Tarm. Køretøjerne fungerede som nødambulancer, der transporterede 33 børn og seks voksne til sygehusene i Herning, Viborg, Esbjerg, Kolding og Skejby. De tilskadekomne blev ledsaget af sundhedsfagligt personale under selve transporten.
En nærmere undersøgelse af svømmehallens tekniske udstyr har vist, at hallens luftfugtighedsmåler var gået i stykker torsdag kl. 09.30, hvorefter der var opstået en høj koncentration af klordampe i hallen.