Beredskabsstyrelsen indsatte 350 mand ved tvillingestorme

Beredskabsstyrelsen har været massivt indsat i kampen mod oversvømmelser i bl.a. de vestlige dele af Limfjorden og i Nordsjælland efter weekendens stormvejr. I alt har op mod 350 mand fra styrelsen været i aktion, og alle Beredskabsstyrelsens operative afdelinger har haft mandskab indsat i kampen mod vandmasserne.

Tvillingestormene Dagmar og Egon pressede i weekenden havvand ind mod Danmarks kyster og fik vandstanden til at stige voldsomt i fjordene. I løbet af søndagen steg vandstanden så meget i de vestlige dele af Limfjorden og flere nordsjællandske fjorde, at vandet en række steder brød igennem diger og oversvømmede kystområder. I Lemvig måtte politiet evakuere beboerne i 50 husstande fra deres hjem.

I samarbejde med de kommunale redningsberedskaber har Beredskabsstyrelsens opgave hovedsagligt været at inddæmme vandet med mobile dæmninger og sandsække samt at lænse vand væk fra oversvømmede områder med styrelsens højkapacitetspumper.

Beredskabsstyrelsens foreløbige opgørelse viser, at op mod 350 befalingsmænd, værnepligtige redningsspecialister og frivillige fra styrelsens afdelinger været indsat i forbindelse med stormene og de efterfølgende oversvømmelser.

Alle Beredskabsstyrelsens operative afdelinger har haft mandskab indsat i kampen mod vandmasserne. Styrelsens afdelinger i Thisted og Herning har været indsat i Løgstør, Skive, Struer, Lemvig og Nykøbing Mors, mens afdelingerne i Næstved og Hedehusene har været sat ind i Jyllinge Nordmark, Karrebæksminde, Fladså og Gniben.

Oversvømmelserne i de vestlige dele af Limfjorden var så omfattende, at styrelsen søndag måtte flytte mandskab fra afdelingerne i Haderslev, Næstved og Bornholm til disse indsatssteder.

Annonce