Beredskabsstyrelsen er klar med dronestrategi

Overblik over et komplekst skadested, målinger ved uheld med farlige stoffer eller kortlægning af store internationale katastrofeområder. Anvendelsesmulighederne er mange, når man taler om droner inden for redningsberedskabet, og Beredskabsstyrelsen er nu klar med en plan for indkøb og implementering af droner i det statslige redningsberedskab.

Dronerne skal efter planen sættes ind ved større hændelser herhjemme såvel som på internationale missioner, herunder evt. i det arktiske område, oplyser Beredskabsstyrelsen.

”Beredskabsstyrelsen skal også på dette område kunne assistere de øvrige beredskabsaktører under store og komplekse hændelser, og derfor har vi valgt at gå efter nogle af de robuste og hårdføre dronemodeller, der kan anvendes under vanskelige vind- og vejrforhold både herhjemme og i udlandet”, siger sektionschef i Beredskabsstyrelsens nationale beredskab, Brian M. Wesselhoff.

Dronerne kan bl.a. anvendes til at skabe et overblik ved større ulykker og katastrofer, der kan virke kaotiske set fra jorden, f.eks. oversvømmelser og store naturbrande i Danmark eller katastroferamte områder i udlandet. En type drone vil desuden også kunne transportere let måleudstyr, der kan benyttes ved eksempelvis kemikalieudslip.

Dronerne forventes at være klar til at blive taget i brug til efteråret.

Annonce