Indsatsledere i kommunerne bør være faste medarbejdere, der til dagligt varetager myndighedsopgaver inden for brandteknisk byggesagsbehandling, brandsyn og fyrværkeriområdet. Hvis der i stedet anvendes deltidsansatte indsatsledere, er der risiko for, at værdifulde oplysninger og viden om indsatser – især i forbindelse med objekter omfattet af driftsmæssige og tekniske forskrifter – går tabt. Det slår Beredskabsstyrelsen fast.
Beredskabsstyrelsens betragtninger om indsatslederes ansættelsesforhold fremsættes i en udtalelse om den risikobaserede dimensionering af beredskabet i Faxe Kommune. Her har kommunen nemlig lagt op til, at de to nuværende indsatslederområder samles til ét, og at de fastansatte medarbejdere i Faxe Brand & Redning ikke længere skal indgå i indsatsledervagten. I stedet skal deltidsansatte indsatsledere dække vagten.
Hos Beredskabsstyrelsen synes man imidlertid, at det er en meget dårlig idé, og styrelsen opfordrer til, at den nye indsatsledervagt nøje genovervejes, inden byrådet skal tage stilling til dimensioneringen.
”Det er Beredskabsstyrelsens vurdering, at varetagelse af myndighedsopgaver (brandteknisk byggesagsbehandling, brandsyn og fyrværkeriområdet) i kombination med deltagelse i indsatsledervagten indebærer beredskabsfaglige fordele. Den foreslåede ændring af indsatsledervagten i Faxe Kommune vil efter styrelsens opfattelse indebære risiko for tab af værdifulde oplysninger og viden i relation til indsats på især objekter omfattet af driftsmæssige og tekniske forskrifter”, skriver Beredskabsstyrelsen i sin udtalelse til Faxe Kommune, hvor styrelsen også udtrykker bekymring over, at indsatslederens responstid fremover vil kunne være på op til 30 minutter.
”Hvis den nye indsatsledervagtordning implementeres, skal Beredskabsstyrelsen anmode Faxe Kommune om at følge situationen nøje, og om at udarbejde en redegørelse 12 måneder efter implementeringen. Redegørelsen bør indeholde oplysning om indsatslederens responstider, om indsatslederens sene eller manglende fremmøde har betydning for arbejdet på skadestedet, bemandingsforhold i øvrigt, samtidighed i alarmer, assistancebehov mv. Beredskabsstyrelsen skal anmode om at få tilsendt redegørelsen”, skriver styrelsen videre.
Faxe Kommune har imidlertid ikke planer om at ændre på den planlagte vagtordning, da det ifølge kommunen er den model, som samlet set vil give det bedste samarbejde mellem indsatsledelsen og brandstationerne. Men kommunen vil – som Beredskabsstyrelsen har anmodet om – evaluere indsatsledervagtordningen 12 måneder efter implementeringen.