Det skal gå hurtigt, når en brand medfører, at der skal udsendes en beredskabsmeddelelse og aktiveres varslingssirener. Men ved storbranden på Fredericia havn sidste år gik der 40 minutter fra indsatsledelsen havde besluttet, at der skulle udsendes en beredskabsmeddelelse, og til det rent faktisk skete. Undervejs blev meddelelsen ordlyd sendt frem og tilbage mellem flere forskellige instanser.
Ved storbranden på havnen i Fredericia 3. februar 2016 blev de lokale varslingssirener aktiveret omkring midnat. Sirenerne skulle sikre, at borgerne i lokalområdet gik inden døre, lukkede for ventilationen og lyttede til radioen.
Nu fortæller indsatsleder Jess Andersen fra Trekantområdets Brandvæsen imidlertid, at beslutningen om aktivering af sirenerne og udsendelse af beredskabsmeddelelse via DR og TV 2 faktisk var truffet 40 minutter tidligere. Beslutningen blev truffet, fordi man vurderede situationen som meget alvorlig.
”Det er ikke noget, man gør for sjov. Jeg har været med til at gøre det et par gange, og det skal virkelig være alvorligt, før man skrider til det. Det var det den nat”, fortæller Jess Andersen til Fredericia Dagblad.
Der gik imidlertid 40 minutter fra beslutningen om varsling og til sirenerne blev aktiveret.
”Herfra sender man først besked til Sydøstjyllands Politi med det indhold, der skal være. De skriver beskeden, som sendes videre til Østjyllands Politi i Aarhus, som kommunikerer med DR og TV2. Beskeden kommer frem og tilbage til godkendelse, så man er sikker på, at indholdet er korrekt. Den nat tog det 40 minutter, før beskeden kom ud i radioen. Og desværre med fejl”, fortæller Jess Andersen.
Fejlen var, at man fortalte, at evakueringsområdet var større end de 500 meter, som var besluttet.
Trods fejlen og den langsomme alarmering mener Jess Andersen dog, at selve evakueringen gik godt. ”Vi fik evakueret 275 mennesker på 45 minutter. Det synes jeg var godt gået. Nogle skulle ud i ambulancer, nogle i taxaer”, siger Jess Andersen til Fredericia Dagblad.