Beredskabskommission: Nu skal der ses fremad

Nu skal der ro om Rudersdal Hørsholm Brandvæsen. Der skal ses fremad, og en ny 11 punkts-plan, som beredskabschef Jesper Djurhuus har fremlagt, og som tillidsfolkene har givet deres støtte til, skal have lov til at virke. Det var konklusionen på det møde, som den fælleskommunale beredskabskommission holdt tirsdag eftermiddag.

“Vi havde et fint møde. Dette er en sag, der længe har været i proces, og der er bred enighed om, at vi nu arbejder videre med den 11 punkts-plan, som beredskabschef Jesper Djurhuus har fremlagt”, siger beredskabskommissionens formand, Rudersdals borgmester Erik Fabrin (V), til Frederiksborg Amts Avis.

“Erik Fabrin orienterede om sagen og var meget ærlig omkring problemerne. Jeg er nu tryg ved, at vi i beredskabskommissionen laver en evaluering om et halvt år. En ny 11 punkts plan er netop blevet søsat. Både brandvæsnets ledelse og tillidsfolk er enige om planen, så nu skal den have en chance for at blive ført ud i livet og få lov til at virke”, siger Morten Slotved, der er borgmester i Hørsholm og næstformand i beredskabskommissionen.

Morten Slotved tilføjer, at efter de oplysninger, han har fået, vil 11 punkts-planen imødekomme de 24 yderst kritiske punkter, som Jesper Djurhuus blev konfronteret med af sine ansatte før sommerferien. Her blev beredskabschefen blandt andet beskyldt for embedsmisbrug, en diktatorisk ledelsesform og for manglende respekt for sine ansatte.

“Jesper Djurhuus har erkendt, at han har begået fejl, og det er meget kraftigt blevet udtrykt over for ham, at han skal holde beredskab og privatliv adskilt. Jeg har god tillid til, at den nye 11 punkts-plan tager hånd om kritikken. Nu skal vi i hvert fald give den tid til at virke”, siger Morten Slotved.

Annonce