Beredskabskommission har iværksat undersøgelse af Frederiksborg Brand & Redning

Beredskabskommissionen for det fælleskommunale Frederiksborg Brand & Redning har besluttet at iværksætte en undersøgelse af beredskabet. Undersøgelsen vil omfatte arbejdsmiljø, ledelsesstruktur og -kultur samt økonomistyring. Ifølge kommissionens formand, borgmester John Schmidt Andersen, er baggrunden ”en konkret henvendelse til beredskabskommissionen”.

Formanden for beredskabskommissionen, John Schmidt Andersen, bekræfter undersøgelsen, som han betegner som et servicetjek af beredskabet. John Schmidt Andersen har ikke yderligere kommentarer til undersøgelsen, men oplyser, at han nu afventer resultaterne.

I et internt brev til beredskabets medarbejdere fortæller John Schmidt Andersen dog, at baggrunden for undersøgelsen er en konkret henvendelse til beredskabskommissionen. Han oplyser desuden, at der er tale om ”en hurtig og grundig analyse” af arbejdsmiljø, ledelsesstruktur og -kultur samt økonomistyring, som forventes afsluttet i starten af juni måned. ”Beredskabskommissionen vil følge op på resultaterne af analysen umiddelbart efter, at den er færdig”, skriver borgmesteren.

Ledelsen bevarer deres beføjelser

”Jeg vil gerne understrege, at mens undersøgelsen står på, fortsætter driften i Frederiksborg Brand & Redning som hidtil. Beredskabskommissionen anerkender de mange vigtige opgaver, som Frederiksborg Brand & Redning løser hver eneste dag – det skal fortsætte ufortrødent i den næste måneds tid, hvor undersøgelsen står på. Det betyder også, at ledelsen i undersøgelsesperioden har samme beføjelser som hidtil. Udviklingsopgaver, herunder opgaverne omkring Gribskov Kommunes udtræden af Frederiksborg Brand & Redning, vil – om muligt – blive sat i bero indtil undersøgelsen er afsluttet og beredskabskommissionen har fulgt op på denne”, fortsætter John Schmidt Andersen.

Selve undersøgelsen gennemføres af konsulentfirmaet KLK, som er en del af Kommunernes Landsforening.

Annonce