Beredskabskommission godkender sydvestjysk dimensioneringsplan

Den nye dimensioneringsplan for Sydvestjysk Brandvæsen er nu blevet godkendt af den fælleskommunale beredskabskommission. Planen gælder for perioden 2019-2021, og den har af Beredskabsstyrelsen fået bedømmelsen ”robust” og ”udviklingsorienteret”. Planen indebærer blandt andet en større udskiftning af materiellet, men også reduceret bemanding på to brandstationer.

Sydvestjysk Brandvæsen dækker Esbjerg, Varde og Fanø kommuner, og brandvæsenet har hvert år omkring 1.200 udrykninger til brande, ulykker, redningsopgaver og miljøuheld.

Den første dimensioneringsplan for det fælleskommunale brandvæsen er netop blevet godkendt af beredskabskommissionen, som blandt andet består af de tre kommuners borgmestre. Planen skal vurderet mindst én gang i hver kommunale valgperiode, og den nye plan gælder derfor i perioden 2019-2021.

Planen har været til faglig vurdering hos Beredskabsstyrelsen, som ifølge Sydvestjysk Brandvæsen roser brandvæsenet for at sikre et robust beredskab. Der er således positive tilbagemeldinger på planens forebyggende tiltag og strukturen med døgnet rundt at have tre indsatsledere på vagt. Beredskabsstyrelsen karakteriserer endvidere Sydvestjysk Brandvæsens investering i nyt udstyr som udviklingsorienteret. Som led i dimensioneringsplanen bliver en materieludskiftningsplan i 2019 sat i gang, så alle køretøjer og materiel på stationerne er teknologisk opdateret og i god stand. Blandt andet udvider Sydvestjysk Brandvæsen med flere Cobra slukningsenheder.

Borgere skal kunne regne med brandvæsenet

Som borgmester i Esbjerg Kommune og formand for beredskabskommissionen glæder det Jesper Frost Rasmussen, at dimensioneringsplanen for 2019-2021 er på plads:

“Trygheden for borgerne i Esbjerg, Varde og Fanø kommuner er i fokus, og de skal kunne regne med, at Sydvestjysk Brandvæsen har kapaciteten og kompetencerne til at rykke ud med den rette indsats, når der er brug for det. Derfor er det vigtigt, at planen for beredskabet er opdateret og tager højde for de aktuelle forhold og risici i kommunerne”, siger Jesper Frost Rasmussen.

De tre kommuner har også en fælles plan for håndteringen af kriser, som kan opstå i forbindelse med større hændelser, hvor infrastrukturen kan komme under pres. Sydvestjysk Brandvæsen og en krisestab i hver af de tre kommuner har ansvar for planen, som også netop er blevet opdateret og vurderet af Beredskabsstyrelsen, som ifølge Sydvestjysk Brandvæsen kalder den veldisponeret, handlingsorienteret og realistisk.

Annonce