Beredskabsforbundet har fået ny vicelandschef

Foto: Bjørn Nielsen

Den 52-årige Brian Eriksson er blevet udpeget til ny vicelandschef i Beredskabsforbundet. Han afløser tidligere vicelandschef Stine Arenshøj, og Beredskabsforbundets præsidium består nu af præsident Jan Johansen, landschef Niels Bonde Jensen, de to vicelandschefer Charlotte Lund og Brian Eriksson samt forbundets direktør, Carsten Iversen.

Brian Eriksson, der bor i Snoldelev syd for Roskilde, har en lang karriere bag sig i det danske redningsberedskab. I dag arbejder han i Hovedstadens Beredskab, hvor han er leder af Civil Sektors Beredskab. Brian Eriksson afløser tidligere vicelandschef Stine Arenshøj, som i flere år har været ansvarlig for en af Beredskabsforbundets uddannelse af borgerne i kriseparathed gennem projektet Robust Borger, der i dag hedder BorgerBeredskabet.

”Med sin baggrund og sit netværk og sit job i Hovedstadens Beredskab bliver Brian et stort aktiv for Beredskabsforbundet. Med ham som vicelandschef får vi en opgradering af vores ledelses samlede kompetencer på civilbeskyttelsesområdet”, siger Beredskabsforbundets præsident, MF Jan Johansen (S).

Brian Eriksson ser frem til at gøre en forskel i sit nye frivillige hverv som vicelandschef:

”Frivilligtanken tiltaler mig, Og jeg tror, at jeg med 35 års erfaring inden for beredskabet kan bidrage positivt, specielt i samarbejdsfladen mellem de kommunale beredskaber og de frivillige”, siger han.

Posten som vicelandschef er ulønnet.

Annonce