Beredskabsforbundet har fået ny vicelandschef

Stine Arenshøj og Beredskabsforbundets præsident, Bjarne Laustsen

Den 39-årige Stine Arenshøj er blevet udpeget som ny vicelandchef i Beredskabsforbundet. Stine Arenshøj er i dag direktør i virksomheden Mind The Human, men hun har også en baggrund som beredskabsinspektør i Guldborgsund Redningsberedskab. På den nye post skal hun blandt andet gøre Beredskabsforbundet og de frivilliges store arbejde mere synligt.

Beredskabsforbundets præsident, Bjarne Laustsen, kalder Stine Arenshøj for en stærk profil, som han tror på kan være med til at styrke Beredskabsforbundets rolle i fremtidens beredskab.

”Stine er på alle måder en værdig repræsentant for Beredskabsforbundet, fordi hun både har erfaring med redningsberedskabet og de frivillige og igennem flere år har arbejdet med at udvikle og styrke mennesker og processer. Hun er et friskt pust, en person, der taler lige ud af posen, og samtidig er hun godt til at kommunikere sine budskaber ud. Det er gode egenskaber at have”, siger Bjarne Laustsen.

Den nyudpegede vicelandschef glæder sig til at komme i gang med at gøre Beredskabsforbundet og de frivilliges store arbejde mere synligt.

”For mig er det en utrolig spændende opgave, som jeg er stolt af at skulle være en del af. Det er så vigtigt, at vi har de frivillige. Frivilligheden er en nødvendig grundpille i det danske samfund, for vi har brug for mennesker, der gider give en hånd med. Vi har brug for mennesker, der altid står klar til at hjælpe andre uden at ville have noget til gengæld. Det skal vi bakke op om. Vi skal sørge for, at de frivillige har nogle gode kår at arbejde under – og at de bliver anerkendt for deres arbejde”, siger Stine Arenshøj.

Stine Arenshøj blev indstillet og udpeget ved Beredskabsforbundets landsledelsesmøde på Christiansborg i denne uge, og hun er tiltrådt det nye hverv – som er et frivilligt hverv – med det samme. Hun fortsætter som direktør i sin virksomhed.

Annonce