Forsvarsforliget, som blev præsenteret søndag, indebærer blandt andet, at det statslige beredskab får ca. 125 ekstra værnepligtige og 25 mio. kr. til indkøb af nyt materiel. Hos Beredskabsforbundet, der organiserer beredskabets frivillige, er der glæde over forliget, både på grund af de ekstra ressourcer og på grund af forligets løbetid på hele seks år.
”Vi glæder os over de ekstra ressourcer til det danske beredskab. Og vi glæder os over, at det militære og det civile forsvar er tænkt sammen i en seks-årig aftale, som giver ro til at implementere de forandringer, som skal forbedre det samlede beredskab. Vores frivillige er også fremover klar til at hjælpe både det statslige og de kommunale beredskaber med deres opgaver”, siger Beredskabsforbundets landschef, Niels Bonde Jensen.
”Men samtidig glæder vi os over den nye tænkning, som forliget er udtryk for. Nu er der politisk fokus på et ændret internationalt trusselsbillede og den indflydelse, det kan få på den enkelte borgers tryghed og sikkerhed. Og der er vilje til både at afsætte midler til at gøre det danske forsvar og beredskab mere robust – og at undersøge om det er tilstrækkeligt med det, vi har”, siger Niels Bonde Jensen.
Vil deltage i beredskab ved cyberangreb
Niels Bonde Jensen nævner som eksempler, at forliget tager højde for en virkelighed med et udfordrende og mere selvhævdende Rusland og truslen om cyberangreb mod det danske samfund.
”Nu påtager Forsvaret sig den rolle, det kan i forhold til at forhindre cyberangreb. Beredskabsforbundet uddanner allerede almindelige danskere til at være mere robuste og trygge ved ekstraordinære hændelser og katastrofer gennem kurset ’Robust Borger’. Det kan gøre det nemmere for den enkelte at klare sig, hvis et cyberangreb alligevel lykkes, så supermarkedet ikke har strøm til at håndtere vores dankort, og vi står uden lys og vand derhjemme.”
”Men som samfund kan vi gøre meget mere for at forberede os på det ubehagelige, men realistiske scenarie, at katastrofen rammer os. I Beredskabsforbundet er vi klar til at bidrage med det, vi kan”, siger Niels Bonde Jensen.
Også Beredskabsforbundets præsident, næstformand for Folketingets Forsvarsudvalg, Jan Johansen (S), er glad for forsvarsforliget:
”Jeg er glad for, at vi har fået et bredt forlig, som sikrer et mere robust forsvar og beredskab i Danmark, og som Beredskabsforbundet er klar til at spille sin rolle i”, siger Jan Johansen.