Beredskabsfolks deltagelse i Copenhagen Pride nomineret til pris

I august 2013 deltog 30 medarbejdere fra beredskabet i Copenhagen Pride under mottoet ”Beredskabet ud af skabet”. Målet var at få større fokus på mangfoldighed og tolerance i branchen, og den uniformerede deltagelse tiltrak sig stor opmærksomhed – og nu bliver initiativet også nomineret til en pris.

Den farverige parade var med til at sætte fokus på mangfoldighed og tolerance i den uniformerede del af Danmark, og nu er ”Blå blink på Priden” også blevet nomineret til erhvervsprisen ved den årlige AXGIL-fest, der afholdes i Cirkusbygningen i København den 5. februar 2014. AXGIL-festen er en årlig begivenhed der hylder personer, organisationer og virksomheder, der er med til at skabe bedre livsvilkår for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

”Vi er både glade for, og stolte over at blive nomineret til en pris på grund af vores deltagelse i Priden. Det er altid rart at blive påskønnet – og i dette tilfælde er det også en ære at blive nomineret til erhvervsprisen ved årets AXGIL-fest”, fortæller en af initiativtagerne, Tim Ole Simonsen, der til dagligt er brandinspektør i Frederiksberg Brandvæsen.

”Vi tror på, at vi med vores deltagelse har fået sat større fokus på mangfoldighed og tolerance i vores branche. Den meget store og positive opbakning, vi har fået, håber vi er med til at skabe rummelighed og større åbenhed”, siger Tim Ole Simonsen.

Annonce