Beredskabsfirma i Esbjerg konkurs

Virksomheden DTD Brand & Redning A/S i Esbjerg er gået konkurs. Virksomheden startede sine aktiviteter i marts, og lagde ud med et ambitiøst sortiment, hvor DTD bl.a. tilbød at levere brand- og redningsmateriel, lysmaster, lysbroer, beklædning samt udlejning af brandmateriel. Kurator i konkursboet oplyser, at boet overvejer at indgive politianmeldelse mod DTD’s ledelse, der angiveligt har belånt ikke-eksisterende fakturaer.

En opgørelse fra advokat Jan Bruun Jørgensen, der er kurator i konkursboet, viser at DTD Brand & Redning A/S ikke har nogen aktiver og en gæld på 1,7 mio. kr. Virksomheden har 71.000 kr. tilgode hos kunder, men de 50.000 kr. stammer fra et enkelt tilgodehavende, som er bestridt. Resten af tilgodehavenderne er både belånt og pantsat.

DTD Brand & Rednings direktør har selv ført bogholderiet, og ifølge kurator kan det hverken siges at være ajour eller intakt. Det er kurators opfattelse, at der i DTD Brand & Redning A/S er sket belåning af ikke-eksisterende fakturaer og andre lignende forhold, som man nu er ved at undersøge. Konkursboet vil i fornødent omfang indgive politianmeldelse med virksomhedens tidligere ledelse.

Annonce