36-årige Dennis Ottosen tiltræder den 1. august 2019 som chef for det nye beredskab for Greve, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk Kommuner. Han kommer fra en stilling som direktør for Sydøstjyllands Brandvæsen. Det nye beredskab går i drift den 1. januar 2020, hvor det tager over efter Østsjællands Beredskab, som opløses med årets udgang.
Borgmester i Greve Kommune, Pernille Bechmann (V), er formand for beredskabskommissionen, og hun får derfor et særligt tæt samarbejde med Dennis Ottosen.
”Jeg glæder mig over, at vi nu har ansat en dygtig beredskabschef. Vi er overbeviste om, at Dennis Ottosen er den helt rette til at føre vores ambitioner for det nye samarbejde ud i livet. Han har mange års erfaring indenfor beredskabsområdet, senest som administrerende direktør i Sydøstjyllands Brandvæsen og tidligere som viceberedskabschef i Hjørring Kommune. Han har netop den lederprofil, som vi har søgt efter til vores nye beredskab”, siger Pernille Bechmann.
Den nye beredskabschef ser frem til de nye udfordringer:
”Jeg er glad for at kunne få lov til at stå i spidsen for det nye beredskab og glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg har tidligere haft ansvar for en sammenlægning af beredskaber og kender derfor til de mange muligheder, men også udfordringer, der knytter sig til at opbygge en ny organisation. Jeg vil først og fremmest være optaget af skabe et solidt fundament for beredskabet sammen med medarbejderne og de fire kommuner og sikre, at vi klar til drift den 1. januar”, siger Dennis Ottosen.
Skal sikre gnidningsfri overgang
De fire kommuner har stor tiltro til det nye beredskab og det fundament, som samarbejdet hviler på.
”Vi er sikre på, at vi med dette nye samarbejde får et langtidsholdbart beredskab. Udover at vi fire kommuner hænger sammen geografisk og kender hinanden godt, så er vi enige om, hvad vi vil med det nye beredskab. Det er rigtig vigtigt for at gøre samarbejdet til en succes”, siger borgmester Michael Ziegler fra Høje-Taastrup Kommune.
Det er afgørende at skabe et velfungerende beredskab, understreger borgmester Henrik Rasmussen fra Vallensbæk Kommune:
”Vi tager beredskabsopgaven meget alvorligt. Vi vil have et beredskab, som ikke går på kompromis med borgernes sikkerhed. Uanset hvor du bor i de fire kommuner, så skal du som borger føle dig tryg og vide, at hjælpen kommer frem hurtigt. Vi får nu et endnu mere robust beredskab med medarbejdere, der har en fælles beredskabskultur”.
Der ligger mange opgaver og venter på den nye beredskabschef, når Dennis Ottesen sætter sig bag skrivebordet den 1. august 2019. Men den ubetinget vigtigste opgave bliver at sikre en gnidningsfri overgang fra Østsjællands Beredskab til det nye beredskab.
”Det er vigtigt for os i beredskabskommissionen, at alt spiller, når vi går i luften den 1. januar. Beredskabschefens allervigtigste opgave er at få driften på plads og få kørt alt i stilling, så de enkelte medarbejdere kender deres opgaver fra første dag”, siger Ole Bjørstorp, der er borgmester i Ishøj Kommune.