Ifølge en lokal avis skal Slagelses beredskabschef på fredag til en tjenestelig samtale med Slagelse Kommune. Årsagen er, at deltidsbrandfolkene i Slagelse har sendt en mail til kommunen, hvor de giver udtryk for, at de er stærkt bekymrede over, at beredskabschefen ifølge dem har et åbenlys problem med alkoholmisbrug. Mailen er sendt efter at beredskabschefen – ifølge brandfolkene – for godt en uge siden optrådte stærkt beruset til et personalemøde.
På mødet i forrige uge deltog omkring 30 deltidsbrandfolk, og flere af deltagerne har nu valgt at stå offentligt frem og fortælle om mødet.
”Han (beredskabschefen, red.) var synligt beruset. Og i en sådan grad, at han ikke var i stand til at være til stede. Kort inde i mødet måtte flere menige medarbejdere stoppe mødet og bede ham om at sætte sig ned”, siger en brandmand til avisen Sjællandske, der oplyser, at deres kilde ikke har ønsket sit navn i avisen, men at avisen kender hans identitet.
På baggrund af mødet var der angiveligt enighed blandt brandfolkene om, at der måtte gøres noget, og derfor blev kommunen kontaktet. Det har så ført til, at beredskabschefen er blevet indkaldt til en tjenestelig samtale.
”Det er ikke, fordi jeg ønsker at gå direkte efter manden, som formentlig har et større alkoholmisbrug. Men han er tydeligvis ikke sin stilling voksen”, siger Sjællandskes kilde, der også fortæller, at beredskabschefen i årevis nærmest har været usynlig, bortset fra deltagelsen i de årlige nytårsparader.
Beredskabschefen har over for Sjællandske afvist alle beskyldninger.