I januar faldt der i Vestre Landsret dom i en opsigtsvækkende sag: Landsretten nåede frem til, at Sønderborg Kommunes beredskabschef ikke havde været inhabil i forbindelse med fyringen af en beredskabsinspektør. Baggrunden for sagen var blandt andet, at beredskabsinspektøren havde påstået, at beredskabschefen havde en affære med hans kone – og at det var en medvirkende årsag til fyringen. Dommen var imidlertid kulminationen på tre års mareridt for beredskabschefen og hans familie, som har været udsat for en voldsom chikane.
Den del af sagen, som blev behandlet i Vestre Landsret og før det i byretten i Sønderborg, drejede sig om fyringen af en beredskabsinspektør. Fyringen skete, efter at beredskabsinspektøren på et kursus for brandfolk havde mistet besindelsen og havde grebet fat i en brandmand, som irriterede ham. Beredskabsinspektøren erkendte efterfølgende forløbet, og brandmanden meldte ham til politiet for vold. Derefter blev beredskabsinspektøren bortvist og senere fyret.
I sagen blev der oprindeligt indgået et forlig mellem beredskabsinspektøren, fagforbundet Det Kommunale Beredskabspersonales Landsforbund (DKBL) og Sønderborg Kommune. Det forlig blev imidlertid underkendt af DKBL’s hovedorganisation, FTF, der mente, at forliget var ugyldigt, fordi beredskabschefen havde været inhabil i forløbet. Beredskabsinspektøren havde nemlig forklaret, at hans kone kort før kurset, hvor han mistede besindelsen, over for ham havde erkendt, at hun havde en affære med beredskabschefen. Ifølge beredskabsinspektøren var oplysningen om affæren en del af årsagen til, at han mistede besindelsen på kurset.
Såvel byretten i Sønderborg som Vestre Landsret nåede imidlertid frem til, at der ikke havde været habilitetsproblemer i sagen. Fyringen af beredskabsinspektøren var ifølge begge domme udelukkende begrundet i beredskabsinspektørens handlemåde på kurset, og hverken byretten eller landsretten fandt nogen tegn på, at beredskabschefen havde haft indflydelse på afgørelsen om fyringen, der udelukkende blev behandlet af kommunens personaleafdeling.
Samarbejdsproblemer fra starten
Ifølge BeredskabsInfos oplysninger var dommen i Vestre Landsret imidlertid blot kulminationen på et langt og ubehageligt forløb, der tilsyneladende startede, da jobbet som beredskabschef i Sønderborg Kommune blev slået op i 2003. Blandt ansøgerne var beredskabsinspektøren, men jobbet gik imidlertid til en ekstern ansøger, Thomas Ellegaard.
I forbindelse med retssagerne har beredskabsinspektøren til flere medier udtalt, at der var et godt arbejdsmæssigt forhold mellem ham selv og den nye beredskabschef. Men ifølge BeredskabsInfos oplysninger opstod der kort tid efter beredskabschefens tiltræden samarbejdsproblemer, og beredskabschefen har adskillige gange underrettet sin chef i Sønderborg Kommune om problemerne. Undervejs har der tilsyneladende også været tale om, at beredskabsinspektøren vægrede sig ved at udføre en lovlig ordre.
Årelang chikane
For omkring tre år siden startede det, der skulle udvikle sig til en årelang chikane mod beredskabschefen og hans familie.
Chikanen er sket i form af anonyme breve, telefonopkald og SMS”er. I de anonyme henvendelser blev en række emner inddraget, og ifølge BeredskabsInfos oplysninger var der også henvisninger til beredskabschefens barn og til afdøde familiemedlemmer. Desuden blev der indgivet anonyme anmeldelser om skattesnyd og socialt bedrageri. BeredskabsInfo er i besiddelse af dokumenter fra SKAT, der viser, at SKAT har lukket de pågældende sager, fordi man ikke har fundet anledning til at foretage sig yderligere.
I foråret 2008 tog sagen en ny drejning, da beredskabschefen modtog endnu et anonymt brev. Brevet var nemlig vedlagt et dokument, hvoraf det fremgik, at oplysningerne var blevet hentet fra et kommunalt register. Det førte til en intern undersøgelse i Sønderborg Kommune, og kommunen kunne konstatere, at en medarbejder i teknisk forvaltning over en periode på flere måneder havde hentet en lang række oplysninger om beredskabschefen og hans familie fra forskellige kommunale registre. Den pågældende medarbejder blev kort efter fyret.
Retssag med inddragelse af personlige forhold
Chikanen mod beredskabschefen tog ifølge BeredskabsInfos oplysninger til under retssagerne. Og retssagerne kom da også til at handle om en række stærkt personlige emner, da beredskabsinspektøren fastholdt, at hans kone havde haft en affære med beredskabschefen – og den affære mente de faglige organisationer var en del af baggrunden for fyringen.
Beredskabschefen har gennem hele forløbet nægtet, at han har haft en affære med beredskabsinspektørens kone, og det blev da også bekræftet af en uafhængig undersøgelse, som Sønderborg Kommune i 2006 bad Kommunernes Landsforening om at gennemføre. Kommunernes Landsforening konkluderede – efter bl.a. at have interviewet sagens parter – at der ikke var nogen beviser for en affære.
Beredskabschef overvejer politianmeldelse
Den nu forhenværende beredskabschef i Sønderborg Kommune, Thomas Ellegaard, bekræfter over for BeredskabsInfo forløbet med de tre års chikane, og han fortæller, at han har været i kontakt med politiet og i øjeblikket overvejer, om chikanen skal resultere i en politianmeldelse.
Thomas Ellegaard undrer sig imidlertid også over DKBL”s rolle i sagen. Ifølge Thomas Ellegaard fremlagde DKBL nemlig under retssagen forskellige oplysninger, som også indgik i de anonyme chikanebreve, som Thomas Ellegaard tidligere havde modtaget, og DKBL havde som vidne indkaldt den medarbejder i kommunen, som var blevet fyret for at havde hentet oplysninger om Thomas Ellegaard og hans familie i kommunens registre.
“Under retssagen blev der etableret en forbindelse mellem de faktuelle oplysninger i chikanebrevene og DKBL’s bevisførelse i sagen. Samtidig er det et faktum, at beredskabsinspektøren er ven med den medarbejder i kommunen, der blev fyret for embedsmisbrug. Da beredskabsinspektøren endvidere er medlem af DKBL’s bestyrelse, mener jeg, at det vil være interessant at få efterforsket, om DKBL’s bestyrelse helt eller delvist har været involveret i – eller har haft kendskab til – chikanen”, siger Thomas Ellegaard.
Om det videre forløb i sagen fortæller Thomas Ellegaard: “Jeg er ved at undersøge og vurdere, om nogen af de involverede i sagen skal politianmeldes for medvirken til chikanen. Jeg overvejer også, om der skal anlægges injurie- og erstatningssager, herunder også mod DKBL. Jeg har været medlem af DKBL, men har meldt mig ud, fordi jeg ikke har den store tillid til, at det er medlemmernes interesser, som bestyrelsen i DKBL varetager”.
DKBL afviser kritik
Formanden for DKBL, Michael Petersen, oplyser til BeredskabsInfo, at DKBL ikke er bekendt med, at et eller flere af forbundets medlemmer skulle have deltaget i chikanen af beredskabschefen i Sønderborg. “Men DKBL tager fuldstændig afstand fra enhver form for chikane”, understreger Michael Petersen.
Michael Petersen afviser samtidig beskyldningen om, at DKBL i den konkrete sag ikke har varetaget medlemmernes interesse, og han nævner som eksempel, at DKBL sørgede for en advokat til Thomas Ellegaard, da Sønderborg Kommune bad Kommunernes Landsforening om at gennemføre en undersøgelse af sagen. Om Thomas Ellegaards opfattelse af, at der er en forbindelse mellem de faktuelle oplysninger i chikanebrevene og DKBL”s bevisførelse i sagen, siger Michael Petersen: “Det må stå for hans egen regning”.
Michael Petersen oplyser, at i sager, hvor der er en konflikt mellem to DKBL-medlemmer, vil hvert medlem få en advokat, som DKBL betaler, hvorefter det vil være de to advokater, som helt uafhængigt af DKBL”s bestyrelse behandler sagen.