I fodboldsproget ville man kalde det en tvangsnedrykning. Sådan beskrev Ringsteds nu tidligere beredskabschef, Søren Hansen, ved sin afskedsreception den organisationsændring, som indirekte førte til hans afskedigelse. Samtidig fortalte han, at han hellere havde set, at det var hans chef, den tekniske direktør, der var fratrådt.
Søren Hansen forlod Ringsted Brandvæsen ved en afskedsreception onsdag. Baggrunden for beredskabschefens afgang var en strid mellem beredskabschefen og kommunens tekniske direktør, Lars Mørk, om brandvæsenets struktur – herunder især, om beredskabschefen skulle referere til den tekniske direktør eller direkte til borgmesteren.
Ved afskedsreceptionen fortalte Søren Hansen ifølge Dagbladet Ringsted, at han ikke havde set afskedigelsen komme:
”I marts blev jeg indkaldt til en såkaldt TUS – Team Udviklingssamtale – med teknisk direktør, som endte helt tosset, idet jeg blev stillet over for et ønske/krav om at skulle indgå i en seniorordning og/eller indgå i en fratrædelsesaftale, da den tekniske direktørs og mit ledelsessyn var forskelligt. Det var min første TUS i Ringsted Kommune”, fortalte Søren Hansen.
Formelt blev Søren Hansen dermed afskediget i marts måned, men Søren Hansen mener selv, at han forud for det var blevet degraderet ved at skulle referere til den tekniske direktør – noget han i sin afskedstale betegnede som en tvangsnedrykning.
”Jeg havde 31 gode år sammen med ’mit kære brandvæsen’, hvorimod min sidste tid i Ringsted Kommune har været lidt turbulent, dels på grund af de mange direktørskifter, dels den organisationsstruktur, som dette har medført. Jeg havde selvfølgelig hellere set, at teknisk direktør selv var fratrådt, da han som bekendt er åremålsansat og udefrakommende og sandsynligvis ikke er her så længe endnu i kommunen”, lød afskedssalutten fra Søren Hansen.