Avis: Beredskabschef fik ansatte til at græde

Mogens Bjerregaard. Arkivfoto

Inden for det seneste år har mindst seks chefer forladt Odense Brandvæsen, og ifølge Fyens Stiftstidende er årsagen beredskabschef Mogens Bjerregaards ledelsesstil. Mogens Bjerregaard blev ansat som beredskabschef i 2009, efter at den hidtidige beredskabschef var blevet fyret på grund af stor utilfredshed blandt medarbejderne. Men ifølge flere af de chefer, som siden har forladt brandvæsenet, har den nye beredskabschef fået voksne mænd til at græde og til at få det fysisk dårligt på jobbet.

Over for Fyens Stiftstidende beskriver de tidligere chefer Mogens Bjerregaard som en skånselsløs, diktatorisk og kontrollerende leder uden empati. Ifølge avisen mener de, at beredskabschefen ikke giver medarbejderne mulighed for at træde forkert samt at han kun taler med dem, han bryder sig bedst om. Det er gået ud over chefernes helbred: ”Det var godt for mit helbred at få nyt arbejde”, fortæller en anonym kilde således til avisen.

Mogens Bjerregaard erkender, at han efter de problemer, som førte til hans ansættelse i 2009, har været både vedholdende, insisterende og har stillet krav. ”Men jeg føler, at jeg opfører mig ordentligt”, siger Mogens Bjerregaard, der får opbakning fra stabschef Leif Hansen fra Odense Kommunes borgmesterforvaltning. ”Vi har fuld tillid til, at han har gjort det, man kunne forvente af ham som beredskabschef”, siger Leif Hansen.

Annonce