Beredskabschef beholder kørekortet

Foto: Rigspolitiet

Næstveds beredskabschef, Flemming Nygaard, slap med en bøde på 2.000 kr., da han ved byretten i Næstved blev fundet skyldig i overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med et færdselsuheld, hvor han som indsatsleder kørte udrykningskørsel. Dommeren lagde vægt på, at beredskabschefen kørte med udrykning for at tjene samfundets interesser.

Færdselsuheldet skete den 7. maj 2013, hvor Flemming Nygaard på vej til en brand kørte over for rødt i Næstved Brand & Rednings indsatsledervogn. Her påkørte han en bil, der kørte over for grønt, hvorved der skete betydelig materiel skade.

Efter uheldet valgte politiet at tiltale beredskabschefen for overtrædelse af færdselsloven, og der blev nedlagt påstand om en betinget frakendelse af kørekortet. Men nu har byretten altså afgjort, at beredskabschefen slipper med en bøde på 2.000 kr.

Ifølge Sjællandske betegnede dommer Bo Rasmussen færdselsforseelsen som grov, men dommeren mente ikke, at der var retspraksis for at frakende førerretten, når der er tale om et udrykningskøretøj med en chauffør, der tjener samfundets interesser.

Annonce