Det akutte beredskab i Aalborg vil inden længe blive udvidet med en dykker og en dykkerassistent, som er i beredskab 12 timer i døgnet. Det nye dykkerberedskab vil være klar til at rykke ud ved drukneulykker indenfor Aalborg Kommune, og det vil blive drevet i et samarbejde mellem Beredskabscenter Aalborg og Falck.
Beredskabscenter Aalborg og Falcks nye dykkerberedskab vil være til rådighed alle hverdage fra klokken 8 til 20. I dette tidsrum leverer Beredskabscenter Aalborg en dykkerassistent, mens Falck leverer en dykker.
Beredskabscentret har i årevis ønsket sig et dykkerberedskab, men først nu har man fundet pengene til det. “Det har vi fundet i et samarbejde ved at sætte de to personer sammen og lave nogle almindelige driftsmæssige funktioner til dem, når der ikke er behov for dem som dykkere”, siger Jan Nedza fra Beredskabscenter Aalborg til Nordjyllands Radio.
Dykkerberedskabet træder i kraft i løbet af foråret.