Nu er arbejdet med beredskabets strukturreform igangsat: Der skal spares et tre-cifret millionbeløb

Efter længere tids politiske forhandlinger er regeringen nu klar med et revideret kommissorium for Redningsberedskabets Strukturudvalg, der får tidligere departementschef Ib Valsborg som formand. Udvalget skal på under et halvt år færdiggøre en konkret model for den fremtidige organisering af beredskabet. Selv om besparelseskravene er mindre konkrete end i det første udkast, så bliver det stadig slået fast, at forventningen til udvalget er, at der findes besparelser på et tre-cifret millionbeløb, uden at det går ud over beredskabets robusthed.

Redningsberedskabets Strukturudvalg bliver sammensat af repræsentanter fra en række ministerier og øvrige myndigheder samt repræsentanter fra beredskabschefernes og de statslige beredskabsofficerers faglige organisationer. Hverken fuldtidsansatte brandfolk, reddere, deltidsbrandfolk eller frivillig bliver repræsenteret i udvalget, der dog vil kunne trække på faglige eksperter fra bl.a. Beredskabsforbundet og Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk. Formand bliver den 70-årige Ib Valsborg, som er jurist og tidligere har været departementschef i Indenrigs- og sundhedsministeriet.

Udvalgets arbejde vil blive fulgt af en politisk følgegruppe, der er sammensat af repræsentanter for partierne bag den politiske aftale.

Udgangspunkt i Deloittes budgetanalyse

Det nye udvalg får travlt, for allerede i foråret 2014 skal udvalget fremlægge en konkret model for en ny struktur for beredskabet. Udvalget skal i sine overvejelser tage udgangspunkt i de fire modeller, som Deloitte fremlagde i den meget omtalte budgetanalyse, men der kan også udarbejdes en alternativ model. Modellen skal bl.a. angive den geografiske afgrænsning af enhedernes ansvarsområde, fremtidige opgavesplit mellem myndigheder, konkret overblik over den fremtidige organisering, fordeling af opgaver, styrings- og ledelsesstruktur samt personelsammensætning, herunder brug af værnepligtige mv. Desuden skal der fremlægges en plan for, hvordan den foreslåede model kan implementeres.

De rammer, som regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om, indebærer, at beredskabets responstid samlet sig ikke må forringes som følge af en ny struktur. Der stilles ikke længere krav om, at der kan spares de 300-400 mio. kr. om året, som fremgik af det første udkast til kommissorium. Det understreges tværtimod i kommissoriet, at fokus ikke skal være på at effektivisere for at opnå en bestemt besparelse. Reelt stilles der dog krav om en betydelig besparelse, for det fremgår videre, at ”det er forventningen, at der gennem en eventuel strukturreform kan frigøres et tre-cifret millionbeløb inkl. de effektiviseringer fra budgetanalysen gennemført i aftalen om redningsberedskabet i 2013-2014, uden at det får konsekvenser for robustheden af det danske redningsberedskab.”

Implementering i 2015

Implementeringen af den nye struktur for beredskabet vil skulle starte primo 2015, og kravet til udvalget er, at deres forslag skal kunne være fuldt implementeret inden for en kort årrække.

”Det er et stort og vigtigt stykke arbejde, der nu går i gang med at fastlægge strukturen i det fremtidige redningsberedskab. Når der sker ulykker og katastrofer, er det afgørende, at vi som samfund har et redningsberedskab, der er klar til at løse opgaven”, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

Annonce