Beredskaber: Afskaffelsen af afgangstidskrav er en levetidsforlængelse for deltidsmodellen

Forsvarsministerens plan om at afskaffe afgangstidskravet vil være en levetidsforlængelse for modellen med deltidsbrandfolk. Det mener interesseorganisationen Danske Beredskaber, som frygter, at andre alternativer vil blive enten ringere eller dyrere. Dermed er beredskabernes organisation lodret uenig med fagforeningen FOA.

Folketinget behandler i øjeblikket et beslutningsforslag fra løsgængeren Mike Villa Fonseca, som foreslår, at det nuværende krav om, at brandudrykningerne skal afgå efter 5 minutter, bliver afskaffet, og at der i stedet skal fokuseres på krav til, hvornår brandudrykningerne skal være fremme på brand- og ulykkesstederne.

Forsvarsministeren har som led i den såkaldte frisættelsesdagsorden tilkendegivet, at regeringen nu også vil afskaffe afgangstidskravet. I stedet bliver det helt op til kommunerne af vurdere, om de ønsker krav til afgangstiderne på de lokale brandstationer.

Fagforeningen FOA – der repræsenterer de kommunalt ansatte fuldtidsbrandfolk – mener imidlertid, at en afskaffelse af afgangstidskravet vil være en risikofyldt affære for både befolkningen og forsikringsselskaberne, og at resultatet kan blive flere storbrande. FOA ønsker i stedet, at der anvendes flere fuldtidsbrandfolk, da der ifølge FOA ikke er tid til at vente på, at deltidsfolk skal komme endnu længere fra. FOA har derfor bedt om at få foretræde for Folketingets Forsvarsudvalg, inden udvalget skal behandle beslutningsforslaget.

Beredskaber vil komme med modargumenter

Det har imidlertid fået Danske Beredskaber til at reagere. Danske Beredskaber er interesseorganisation for de kommunale beredskaber, og organisationen beder nu også Forsvarsudvalget om foretræde – og de ønsker, at det sker i umiddelbar tilknytning til FOA’s foretræde, ”så det bliver muligt for udvalgets medlemmer at få belyst forholdet fra flere sider”.

”Danske Beredskaber ser afskaffelsen af afgangstidskravet som en levetidsforlængelse af deltidsmodellen, og frygter at andre alternativer bliver ringere og/eller dyrere. Dette drøfter vi naturligvis meget gerne med udvalget, ligesom vi gerne redegør for hvilke målkrav der i stedet kan opstilles for beredskabet”, skriver Danske Beredskaber til Forsvarsudvalget.

Planen er nu, at både FOA og Danske Beredskaber den 18. juni 2024 får foretræde for Forsvarsudvalget. Derefter vil der være en politisk drøftelse i udvalget om beslutningsforslaget fra Mike Villa Fonseca.

Annonce