Vognparken i Hovedstadens Beredskab har en høj gennemsnitsalder, og derfor er udgifterne til vedligeholdelse af køretøjerne stærkt stigende. Det får nu beredskabet til at lancere en plan, som vil skabe mulighed for, at der investeres op til 100 mio. kr. i ny køretøjer. Finansieringen skal ske gennem leasing.
Hovedstadens Beredskab konstaterer, at der ikke indenfor beredskabets nuværende budget er mulighed for at finansiere den udskiftning af vognparken, som beredskabet anser for at være nødvendig, hvis vedligeholdelsesudgifterne skal reduceres.
I stedet vil man etablere en leasingramme hos KommuneLeasing, som kan anvendes ved fremtidige indkøb af køretøjer. Rammen skal være på hele 100 mio. kr., hvilket vil svare til, at den samlede sum af leasingaftaler, som KommuneLeasing har på beredskabsområdet i hele landet, stiger med 20 pct.
Hovedstadens Beredskab har i det nuværende budget afsat ca. 12 mio. kr. om året til investeringer i køretøjer samt IT. En leasingramme på 100 mio. kr. vil således give mulighed for væsentligt større investeringer.
Til næste år budgetterer Hovedstadens Beredskab med samlede udgifter på 569 mio. kr., hvilket forventes at stige til 606 mio. kr. i 2020. Den største indtægtskilde er bidragene fra ejerkommunerne, som i 2017 betaler 344 mio. kr., stigende til 366 mio. kr. i 2020. Andre indtægter – især ambulancekørsel for Region Hovedstaden – vil i 2017 udgøre 203 mio. kr., stigende til 216 mio. kr. i 2020. Differencen mellem indtægter og udgifter udgør i 2017 i alt 22 mio. kr., som skal findes ved effektiviseringer. I 2020 vil kravet til effektiviseringer være steget til 24 mio. kr.