Hen over julen har Det Supplerende Frivillige Beredskab under Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab sørget for en særlig stormflodscafé i sommerhusområdet Hyllingeriis ved Skibby, hvor 150 borgere, der var i gang med oprydning efter stormfloden, kunne få varm mad og drikke.
Den voldsomme stormflod, som stormen Bodil førte med sig, ramte hårdt i sommerhusområdet Hyllingeriis ved Skibby, hvor store dele af området kom til at stå under vand. Siden da har beboerne knoklet for at rydde op – samt fjerne alt det indbo, som er blevet ødelagt af saltvand og kloakvand.
For at lette arbejdet en smule for borgerne, kontaktede Frederikssund Kommune Det Supplerende Frivillige Beredskab for at høre, om de kunne hjælpe med et varmt og tørt sted, hvor der kunne serveres mad og drikke til 150 personer i dagene op til og efter jul.
De frivillige trådte til, og hurtigt var de parat med et opvarmet telt, hvor der fra beredskabets mobile køkkenvogn blev serveret et varmt måltid mad til middag og et koldt måltid sidst på eftermiddagen – samt varme drikke i form af kaffe, te og kakao i dagens løb. Spiseteltet, der blev døbt ”Stormflods Caféen”, holdt åbent 21.-23. december og igen 27.-30. december, alle dage kl. 7-17.