Beredskab Øst og Beredskab 4K indgår samarbejdsaftale

Beredskabsdirektør Rasmus Storgaard og beredskabschef Dennis Ottesen indgår aftalen, flankeret af mandskab og køretøjer fra begge beredskaber. Foto: Beredskab Øst

Når der fremover er behov for ekstra mandskab og materiel eller er behov for specialmateriel, så vil Beredskab Øst og Beredskab 4K kunne trække på hinandens ressourcer. De to beredskaber har nemlig indgået en samarbejdsaftale, som bl.a. indebærer, at de kan tilkalde hjælp hos hinanden ved flere hændelser, der skal håndteres på én gang.

Beredskab Øst er fælleskommunalt beredskab for Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk kommuner, hvor 280.000 borgere dækkes fra fire stationer. Beredskab 4K er fælleskommunalt beredskab for Greve, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner, hvor 140.000 borgere dækkes fra to stationer.

De to beredskaber samarbejder allerede i dag, men en ny samarbejdsaftale skaber det formelle grundlag for yderligere at styrke samarbejdet. Samarbejdsaftalen sikrer, at de to beredskaber gensidigt kan støtte og sikre hinanden med hurtig assistance. Aftalen beskriver også afregning for ydelserne mellem de to beredskabsenheder.

Gensidig anvendelse af ressourcerne

Begge beredskaber råder over specialmateriel, der fremadrettet – som led i aftalen – kan blive anvendt i begge beredskabers områder. Der kan også være tale om assistance mellem beredskaberne ved flere hændelser, der skal håndteres på én gang, og som kræver ekstra mandskab og materiel. Endvidere indebærer aftalen, at Beredskab 4K kan trække på ledelsesstøtte fra Beredskab Øst. Det kan f.eks. være ved behov for flere indsatsledere eller decideret ledelsesstøtteplatform med drone på særlige eller større skadesteder.

”Med den nye aftale udnytter vi den høje faglighed og stadfæster det gode og tætte samarbejde. Den gensidige anvendelse af særlige ressourcer og kompetencer sikrer den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne, som understøtter et fortsat højt serviceniveau til gavn for borgerne”, siger Rasmus Storgaard, der er beredskabsdirektør i Beredskab Øst.

”Den formelle aftale understreger de tætte bånd, der længe har eksisteret mellem de kommunale beredskabsenheder. Det er kun helt naturligt, at vi arbejder sammen om de ressourcer, vi hver især besidder, både når det kommer til den operative opgaveløsning og i forbindelse med udvikling af beredskabet i fremtiden”, siger Dennis Ottosen, der er beredskabschef i Beredskab 4K.

Annonce